Når jeg skal vurdere en akademisk afhandling, ser jeg som noget af det første på forskningsdiskussionen. Hvis den er god, er resten af afhandlingen det som regel også. Her demonstreres overblik.
Forskningsdiskussionen skal i udgangspunktet dokumentere, at forfatteren er bekendt med det, der på tysk så præcist kaldes Stand der Forschung, altså hvad er den etablerede forskning nået frem til på et givet felt? Hvad er de etablerede erkendelser, fortolkninger, usikkerheder, kildegrundlag, metoder?
Forskning er sjældent rent akkumulativ sådan at forstå, at den entydigt skrider fremad mod en rigere og bedre erkendelse af et givet problem. Der er altid en pågående diskussion om tildragelsernes rette sammenhæng, årsager og virkninger. Denne uenighed findes i alle videnskaber, men ikke mindst i historievidenskaben - eller skulle man sige historievidenskaberne.
Disse uenigheder har ofte dybe rødder. De knytter sig til epistemologiske, ontologiske og ikke mindst ideologiske grundlagsdiskussioner, altså den enkelte historikers erkendelsesteori, grundlæggende forståelse af verdens beskaffenhed og opfattelsen af, hvordan verden burde indrettes.
Der vil antagelig aldrig kunne opnås enighed blandt historikere om, hvordan centrale spørgsmål i historien skal forstås. Så meget desto vigtigere er det, at historikere er i stand til at hæve sig op over deres eget synspunkt. Det første kendetegn på en god forskningsdiskussion er derfor, at den kan gengive andre synspunkter end forfatterens eget således at synspunktet genkendes af dets indehaver.
Forskningsdiskussionen fungerer i tæt sammenhæng med problemformuleringen. Forskningsdiskussionen er ikke bare en gennemgang af litteraturen om et givet emne. Den er en gennemgang af, hvordan afhandlingens problemformulering er blevet besvaret i den eksisterende litteratur. Typisk vil der være to eller flere skoler at redegøre for.
Hvis der er tale om klassiske problemformuleringer, eksisterer der allerede en stor mængde forskning, der har forsøgt at svare på problemet. Det er det, der gør et problem klassisk. Hvis problemet er originalt, vil der som regel altid være svaret på det i et eller andet omfang, men det kræver, at man leder i litteraturen. Da Alain Corbin satte sig for at undersøge, om lugtesansen havde en historie, var der tale om en original problemformulering. Men når man ser efter, viser det sig, at Troels-Lund mere end 100 år tidligere havde tegnet skitsen til dens historie.
Forskningsdiskussionen kvalificerer problemformuleringen. Den viser, hvad der er doxa, etablerede antagelser, kendte metoder, vedtagne teorier. Man skal kunne beherske det vedtagne for at have evnen til at undre sig. Hvis man ikke har en forestilling om, hvad man bør forvente, kan man ikke blive overrasket. Derfor vil enhver god forskningsdiskussion også indirekte vise læseren i retning af, afhandlingens ærinde. Hvis forskningsdiskussionen viser, at et givet kildemateriale, en given metode eller teori ikke er inddraget i den etablerede forskning, betyder det, at dette kildemateriale, denne metode eller teori vil blive inddraget i afhandlingen.
Jeg har for at demonstrere denne pointe forsøgt skæmtvis at skitsere, hvordan en forskningsdiskussion kunne udformes her:
http://jesfabricius.blogspot.dk/2013/10/hvordan-skal-man-forsta-matador.html
søndag den 30. marts 2014
lørdag den 1. februar 2014
Hvad er en problemformulering?
En problemformulering er den snor, efter hvilken en akademisk tekst retter sig, den tilgang, man vælger til sit emne. Hvad journalister kalder vinkling, minder om en problemformulering. Man kan forstå den som et redskab, der hjælper en til at prioritere i stoffet og give det retning.
En problemformulering er altså ikke det samme som emnet. Et emne for en historisk opgave eller afhandling vil typisk være afgrænset i tid, sted og tematik, fx tyende i københavnske husholdninger 1830-1890. En problemformulering vil i praksis have form som en specifikation af emnet, fx hvilken betydning havde lovgivningen for tyendets vilkår?
En problemformulering er ofte men ikke nødvendigvis udformet som et spørgsmål. I forskningen er der tale om et spørgsmål, en gåde, et problem, som ingen nogensinde før har svaret på, men i princippet er et eksamensspørgsmål også en problemformulering, der har til formål at strukturere det svar, som eksaminanden forventes at give. Der er dog sket den udvikling i hele uddannelsessystemet over den seneste generation, at opgaven i dag i langt højere grad end tidligere for eksaminanden består i at formulere spørgsmålet. Det kan synes paradoksalt, for hvis man selv stiller spørgsmålet, hvor svært kan det så være at svare på det?
Det er imidlertid slet ikke let at stille gode spørgsmål, hvad enhver eksaminator ved. Det er en vanskelig øvelse at opstille relevante og præcise problemformuleringer. Evnen til at stille det gode spørgsmål forudsætter både omfattende indsigt og evnen til at se bort fra det vedtagne. Man skal have øje for paradokser. Ortodoks betyder det vedtagne, og et paradoks er noget, der går imod det vedtagne. Gode spørgsmål er fx ofte rundet af en iagttagelse af et fænomen, der ikke burde forekomme ifølge ortodoksien.
Et klassisk eksempel er Tycho Brahes undren over en stellanova, "en ny stjerne", i året 1572, der førte til, at astronomien måtte revideres. Hvis Brahe blot havde afskrevet sin iagttagelse som en afvigelse eller en tilfældighed, var hans iagttagelse ikke blevet til en undren og derfra til et spørgsmål. En væsentlig forudsætning for, at Brahe kunne undre sig over denne stellanova, var, at han i årene forud havde gjort systematiske iagttagelser på himmelen. Han var omhyggeligt forberedt på, hvad der måtte forventes og derfor var han også sat i stand til at undre sig over det, der ikke var forventeligt. Den forudsætningsløse undrer sig aldrig.
Ofte sker det, at den gode problemformulering skyldes intuition eller iagttagelsesevne. Alexander Flemings opdagelse af penicillinets medicinske betydning er klassisk. En tilfældig iagttagelse førte til, at han stillede det rigtige spørgsmål, der bragte den rigtige systematiske undersøgelse med sig, som førte til at millioner af menneskeliv reddet.
For lægen Niels Finsen var det endda således, at han længe havde været overbevist om lysets helbredende virkning. Først et stykke ind i sin karriere fandt han den sygdom, for hvilken han havde kuren, nemlig lupus, hudtuberkulose. Men da det rigtige problem først var identificeret, lå vejen åben til Nobelprisen.
Mia Miriam Lade Krogaard stillede i 2007 i anledning af 200-året for Københavns bombardement spørgsmålet: hvor mange døde som et resultat af briternes bombardement af byen? Forskningen havde indtil da angivet et tabstal på mellem to og tre tusinde, og det var slet ikke usandsynligt, når man tager begivenhedens karakter i betragtning. Men ingen havde nogensinde undersøgt det nærmere, for ingen havde fundet på at stille spørgsmålet. En gennemgang af byens kirkebøger viser imidlertid, at det samlede civile tab på højst nogle hundrede.
Nogle af de bedste spørgsmål har ikke noget entydigt svar. I historievidenskaben er Aage Trommers disputats fra 1972 berømt, fordi den stillede et meget enkelt spørgsmål, nemlig hvilken effekt havde jernbanesabotagen under krigen? Det var der ingen, der havde stillet før. Trommers svar på spørgsmålet er meget omdiskuteret, men kvaliteten af hans spørgsmål er uomtvistelig.
På samme måde står der strid om spørgsmålet om, hvor gammel nationen og nationalismen er? Det kom for alvor kom på historikernes dagsorden i løbet af 1980erne. Nogle vil gøre den til et fænomen, der ikke er ældre end industrialiseringen, mens andre finder afgørende elementer af nationalisme allerede i middelalderen, men uanset svaret er alle enige om, at spørgsmålet er godt stillet.
Det er de færreste forundt at udtænke originale og betydningsfulde problemformuleringer. Klassiske problemformuleringer kan meget ofte genbruges. Hvad var årsagen til 2. Verdenskrig? Hvordan helbreder man snue? Det gode spørgsmål tager ikke skade af at blive stillet mere end en gang.
I historieforskningen har det fx længe stået klart, at middelalderen ikke var særlig mørk. Faktisk var klimaet dengang varmere end i dag, og solen har antagelig skinnet mere. Alligevel lever fordommen om "den mørke middelalder" stadig i bedste velgående, og spørgsmålet "Var middelalderen virkelig mørk?" er stadig godt og relevant i mange sammenhænge.
Et godt spørgsmål kan ikke stå alene. Det skal motiveres og kvalificeres. Hvorfor er det overhovedet interessant at stille dette spørgsmål? Relevansen af en videnskabelig problemformulering kan være vanskelig at legitimere. Det gode spørgsmål er ofte et, som ingen har stillet før, men ikke alle ustillede spørgsmål er lige gode. Det er meget let at fremstå som isoleret særling, hvis man forsøger at være original.
Ofte må man pege på, at et problem er interessant, fordi mange andre har taget det op eller peget på, at det er interessant. Relevansproblemet er knapt så påtrængende for den anvendte forskning. Det er nemt at legitimere spørgsmål som "Kan udtræk af birkebark modvirke hovedpine?" fordi de fleste oplever hovedpine som et problem, der bør afhjælpes.
Når problemformuleringen er på plads, skal man have klarhed over de midler, der skal tjene til spørgsmålets besvarelse, for historievidenskaben er det empiri og metode, det vil sige kildemateriale og fremgangsmåde. Nu vil mange spørge: Hvad med teorien? Her vil jeg anføre, at teorien i høj grad tjener til at kvalificere problemet. En god problemformulering bygger ofte på en teori, og en god problemformulering vil ofte udfordre en etableret teori. Men herom en anden gang.
En problemformulering er altså ikke det samme som emnet. Et emne for en historisk opgave eller afhandling vil typisk være afgrænset i tid, sted og tematik, fx tyende i københavnske husholdninger 1830-1890. En problemformulering vil i praksis have form som en specifikation af emnet, fx hvilken betydning havde lovgivningen for tyendets vilkår?
En problemformulering er ofte men ikke nødvendigvis udformet som et spørgsmål. I forskningen er der tale om et spørgsmål, en gåde, et problem, som ingen nogensinde før har svaret på, men i princippet er et eksamensspørgsmål også en problemformulering, der har til formål at strukturere det svar, som eksaminanden forventes at give. Der er dog sket den udvikling i hele uddannelsessystemet over den seneste generation, at opgaven i dag i langt højere grad end tidligere for eksaminanden består i at formulere spørgsmålet. Det kan synes paradoksalt, for hvis man selv stiller spørgsmålet, hvor svært kan det så være at svare på det?
Det er imidlertid slet ikke let at stille gode spørgsmål, hvad enhver eksaminator ved. Det er en vanskelig øvelse at opstille relevante og præcise problemformuleringer. Evnen til at stille det gode spørgsmål forudsætter både omfattende indsigt og evnen til at se bort fra det vedtagne. Man skal have øje for paradokser. Ortodoks betyder det vedtagne, og et paradoks er noget, der går imod det vedtagne. Gode spørgsmål er fx ofte rundet af en iagttagelse af et fænomen, der ikke burde forekomme ifølge ortodoksien.
Et klassisk eksempel er Tycho Brahes undren over en stellanova, "en ny stjerne", i året 1572, der førte til, at astronomien måtte revideres. Hvis Brahe blot havde afskrevet sin iagttagelse som en afvigelse eller en tilfældighed, var hans iagttagelse ikke blevet til en undren og derfra til et spørgsmål. En væsentlig forudsætning for, at Brahe kunne undre sig over denne stellanova, var, at han i årene forud havde gjort systematiske iagttagelser på himmelen. Han var omhyggeligt forberedt på, hvad der måtte forventes og derfor var han også sat i stand til at undre sig over det, der ikke var forventeligt. Den forudsætningsløse undrer sig aldrig.
Ofte sker det, at den gode problemformulering skyldes intuition eller iagttagelsesevne. Alexander Flemings opdagelse af penicillinets medicinske betydning er klassisk. En tilfældig iagttagelse førte til, at han stillede det rigtige spørgsmål, der bragte den rigtige systematiske undersøgelse med sig, som førte til at millioner af menneskeliv reddet.
For lægen Niels Finsen var det endda således, at han længe havde været overbevist om lysets helbredende virkning. Først et stykke ind i sin karriere fandt han den sygdom, for hvilken han havde kuren, nemlig lupus, hudtuberkulose. Men da det rigtige problem først var identificeret, lå vejen åben til Nobelprisen.
Mia Miriam Lade Krogaard stillede i 2007 i anledning af 200-året for Københavns bombardement spørgsmålet: hvor mange døde som et resultat af briternes bombardement af byen? Forskningen havde indtil da angivet et tabstal på mellem to og tre tusinde, og det var slet ikke usandsynligt, når man tager begivenhedens karakter i betragtning. Men ingen havde nogensinde undersøgt det nærmere, for ingen havde fundet på at stille spørgsmålet. En gennemgang af byens kirkebøger viser imidlertid, at det samlede civile tab på højst nogle hundrede.
Nogle af de bedste spørgsmål har ikke noget entydigt svar. I historievidenskaben er Aage Trommers disputats fra 1972 berømt, fordi den stillede et meget enkelt spørgsmål, nemlig hvilken effekt havde jernbanesabotagen under krigen? Det var der ingen, der havde stillet før. Trommers svar på spørgsmålet er meget omdiskuteret, men kvaliteten af hans spørgsmål er uomtvistelig.
På samme måde står der strid om spørgsmålet om, hvor gammel nationen og nationalismen er? Det kom for alvor kom på historikernes dagsorden i løbet af 1980erne. Nogle vil gøre den til et fænomen, der ikke er ældre end industrialiseringen, mens andre finder afgørende elementer af nationalisme allerede i middelalderen, men uanset svaret er alle enige om, at spørgsmålet er godt stillet.
Det er de færreste forundt at udtænke originale og betydningsfulde problemformuleringer. Klassiske problemformuleringer kan meget ofte genbruges. Hvad var årsagen til 2. Verdenskrig? Hvordan helbreder man snue? Det gode spørgsmål tager ikke skade af at blive stillet mere end en gang.
I historieforskningen har det fx længe stået klart, at middelalderen ikke var særlig mørk. Faktisk var klimaet dengang varmere end i dag, og solen har antagelig skinnet mere. Alligevel lever fordommen om "den mørke middelalder" stadig i bedste velgående, og spørgsmålet "Var middelalderen virkelig mørk?" er stadig godt og relevant i mange sammenhænge.
Et godt spørgsmål kan ikke stå alene. Det skal motiveres og kvalificeres. Hvorfor er det overhovedet interessant at stille dette spørgsmål? Relevansen af en videnskabelig problemformulering kan være vanskelig at legitimere. Det gode spørgsmål er ofte et, som ingen har stillet før, men ikke alle ustillede spørgsmål er lige gode. Det er meget let at fremstå som isoleret særling, hvis man forsøger at være original.
Ofte må man pege på, at et problem er interessant, fordi mange andre har taget det op eller peget på, at det er interessant. Relevansproblemet er knapt så påtrængende for den anvendte forskning. Det er nemt at legitimere spørgsmål som "Kan udtræk af birkebark modvirke hovedpine?" fordi de fleste oplever hovedpine som et problem, der bør afhjælpes.
Når problemformuleringen er på plads, skal man have klarhed over de midler, der skal tjene til spørgsmålets besvarelse, for historievidenskaben er det empiri og metode, det vil sige kildemateriale og fremgangsmåde. Nu vil mange spørge: Hvad med teorien? Her vil jeg anføre, at teorien i høj grad tjener til at kvalificere problemet. En god problemformulering bygger ofte på en teori, og en god problemformulering vil ofte udfordre en etableret teori. Men herom en anden gang.
fredag den 31. januar 2014
Abonner på:
Opslag (Atom)