Sproget i et speciale skal leve op til de standarder, der gælder for retstavning, tegnsætning, syntaks osv. Dansk sprognævn har en instruktiv hjemmeside, som man med fordel kan besøge:
http://sproget.dk/
Noget af det sværeste er at formulere sig klart og enkelt. En god vejledning til almindelig økonomisk omgang med de sproglige virkemidler leveres af sprogpedanten:
http://sprogpedanten.dk/
Jeg har andetsteds som et eksperiment forsøgt mig med en akademisk volapykgenerator:
http://jesfabricius.blogspot.dk/2014/01/hvordan-man-skriver-intellektuelt.html
Det forskrækkende er naturligvis, at de randomiserede sætninger forbavsende ofte kommer tæt på, hvad man faktisk kan støde på i humanistisk videnskab. Sort snak og prætentiøs namedropping er en ikke sjældent forekommende uskik på de kanter.
Den faglige tradition i historievidenskaben bygger på, at det skriftlige slutprodukt skal kunne læses af lægmand. Vores bøger kommer ikke sjældent på kommercielle forlag og anmeldes i dagspressen. Det adskiller historiefaget fra de fleste andre forskningsdiscipliner.
Det får mange til at tro, at processen frem mod slutproduktet har været lige så let som læsningen. Det er naturligvis ikke tilfældet. Det, der kan forekomme selvindlysende for dem, der har fået det at vide, blev jo først selvindlysende i det øjeblik nogen fandt ud af det.
Mange andre fag gør brug af en omfattende, fagspecifik terminologi, der er udviklet for at lette den faginterne kommunikation. Når installatører taler om krydsfelter, eller når filosoffer taler om epistemologi, ved de præcist hvad de taler om. Til gengæld kræver det en indsats for udenforstående at sætte sig ind i, hvad fagudtrykkene betyder. Historievidenskaben har kun ganske få af de helt fagspecifikke ord. Levnsslutning er et af dem. Historikere ved øjeblikkeligt, hvad der menes, mens andre først skal have en forklaring.
Men eftersom historikere beskæftiger sig med fortidens tildragelser i bred almindelighed, må vi tilegne os det sprog, der nu gælder inden for det område, som vi beskæftiger os med, uanset om det er retshistorie, videnskabshistorie, militærhistorie, kirkehistorie eller hvad det nu kan være. Historikere er terminologiske gøgeunger. Derfor er der også en risiko for at "go native" som antropologerne siger, det vil sige at historikeren kritikløst identificerer sig med sit genstandsfelt og dermed ophører med at have ambitionen om at omsætte stoffet, men bare gengive det i størrelsesforholdet 1:1.
søndag den 7. september 2014
Hvordan disponerer man stoffet?
Der findes ingen fast model for, hvordan man disponerer et historiespeciale. Man kan i litteraturen finde nogle meget håndfaste anvisninger på udformningen af "Den gode opgave", men de tager sjældent højde for de særlige konventioner, der gælder i forskellige faglige traditioner. Der er fx stor forskel på, hvordan man gør i så nærliggende fag som etnologi og historie.
Dernæst vil dispositionen altid afhænge af emnet. Form skal følge indhold. Nogle undersøgelser kræver fx omfattende forskningsdiskussioner, andre ikke. Endelig vil enhver disposition have problemer, fordi afhandlingens enkelte elementer uvægerligt vil forudsætte hinanden. Tydeligst er det i forholdet mellem forskningsdiskussion og problemformulering. Man kan ikke have en ordentlig forskningsdiskussion uden at den er styret af en god problemformulering og man kan på den anden side ikke have en god problemformulering uden at den er kvalificeret af en god forskningsdiskussion.
Som tommelfingerregel kan man bygge dispositionen op efter en serie af spørgsmål:
Hvad er mit emne?
Hvad er problemet?
Hvorfor er det vigtigt?
Hvad mener andre om dette problem?
Hvordan vil jeg undersøge dette problem?
og
Hvad viser min undersøgelse?
Som regel skal der ikke overraskende indledes med en indledning. Hvorvidt man derefter kan springe lige til en problemformulering afhænger af, hvor vidt den først skal kvalificeres af en forskningsdiskussion. Forskningsdiskussionen kan på sin side somme tider med fordel ligge spredt inde i selve undersøgelsen på de steder, hvor det er relevant at tage diskussionen, men eftersom forskningsdiskussionen er så vigtigt et pejlemærke for læseren, skal den som hovedregel ligge i begyndelsen af specialet. Dernæst følger som regel metodeafsnittet, hvor man redegør for, hvordan man har tænkt sig at gribe problemet an.
Eftersom historie er en empirisk videnskab skal selve undersøgelsen, arbejdet med kilderne, fylde hovedparten af specialet - som minimum halvdelen. Med de begrænsninger, der gælder i København - 60 sider á 2400 anslag inkl. noter - kan det sjældent blive fyldestgørende som historisk afhandling betragtet, men det er nok til at demonstrere, at den studerende behersker alle aspekter af en historisk undersøgelse.
Konklusionen skal binde enderne sammen. Den skal svare på det spørgsmål, som problemformuleringen stillede - også selv om problemformuleringen ikke nødvendigvis skal stilles som et spørgsmål. Husk, at det ikke forlanges af et speciale, at det præsenterer originale resultater. Velargumenterede og veldokumenterede pointer er afgørende, uanset om de er set før.
Det er vigtigt at understrege, at 'bløde' konklusioner er meget almindelige i historievidenskaben. Ord som "antagelig", "måske", "cirka" og "tilnærmelsesvis" forekommer ofte, simpelthen fordi det kan være vanskeligt at vide noget med sikkerhed. Det skal ikke forveksles med mangel på præcision. At lade som om en usikkerhed ikke er der, er ikke præcision. Tværtimod er det en dyd meget klart at tilkendegive, hvad man ved og ikke ved med.
Dernæst vil dispositionen altid afhænge af emnet. Form skal følge indhold. Nogle undersøgelser kræver fx omfattende forskningsdiskussioner, andre ikke. Endelig vil enhver disposition have problemer, fordi afhandlingens enkelte elementer uvægerligt vil forudsætte hinanden. Tydeligst er det i forholdet mellem forskningsdiskussion og problemformulering. Man kan ikke have en ordentlig forskningsdiskussion uden at den er styret af en god problemformulering og man kan på den anden side ikke have en god problemformulering uden at den er kvalificeret af en god forskningsdiskussion.
Som tommelfingerregel kan man bygge dispositionen op efter en serie af spørgsmål:
Hvad er mit emne?
Hvad er problemet?
Hvorfor er det vigtigt?
Hvad mener andre om dette problem?
Hvordan vil jeg undersøge dette problem?
og
Hvad viser min undersøgelse?
Som regel skal der ikke overraskende indledes med en indledning. Hvorvidt man derefter kan springe lige til en problemformulering afhænger af, hvor vidt den først skal kvalificeres af en forskningsdiskussion. Forskningsdiskussionen kan på sin side somme tider med fordel ligge spredt inde i selve undersøgelsen på de steder, hvor det er relevant at tage diskussionen, men eftersom forskningsdiskussionen er så vigtigt et pejlemærke for læseren, skal den som hovedregel ligge i begyndelsen af specialet. Dernæst følger som regel metodeafsnittet, hvor man redegør for, hvordan man har tænkt sig at gribe problemet an.
Eftersom historie er en empirisk videnskab skal selve undersøgelsen, arbejdet med kilderne, fylde hovedparten af specialet - som minimum halvdelen. Med de begrænsninger, der gælder i København - 60 sider á 2400 anslag inkl. noter - kan det sjældent blive fyldestgørende som historisk afhandling betragtet, men det er nok til at demonstrere, at den studerende behersker alle aspekter af en historisk undersøgelse.
Konklusionen skal binde enderne sammen. Den skal svare på det spørgsmål, som problemformuleringen stillede - også selv om problemformuleringen ikke nødvendigvis skal stilles som et spørgsmål. Husk, at det ikke forlanges af et speciale, at det præsenterer originale resultater. Velargumenterede og veldokumenterede pointer er afgørende, uanset om de er set før.
Det er vigtigt at understrege, at 'bløde' konklusioner er meget almindelige i historievidenskaben. Ord som "antagelig", "måske", "cirka" og "tilnærmelsesvis" forekommer ofte, simpelthen fordi det kan være vanskeligt at vide noget med sikkerhed. Det skal ikke forveksles med mangel på præcision. At lade som om en usikkerhed ikke er der, er ikke præcision. Tværtimod er det en dyd meget klart at tilkendegive, hvad man ved og ikke ved med.
lørdag den 6. september 2014
Hvad er metode?
Metoden er den fremgangsmåde, der er valgt for at kunne besvare problemformuleringen. Man skal til dette formål kunne udpege relevant kildemateriale og angive en læsestrategi, altså den måde, hvorpå kildematerialet fortolkes. Historie er en empirisk videnskab. Eftersom fortiden ikke kan gøres til genstand for en umiddelbar betragtning, må man som historiker gøre brug af en middelbar iagttagelse gennem de spor, beretninger, levn, arkivalier, billeder, genstande osv., som fortiden har efterladt sig, og som vi sammenlagt kalder kilderne eller kildematerialet.
Kildematerialet skal være relevant. Hvis jeg ønsker at studere dansk presses dækning af De olympiske Lege i Berlin i 1936, skal jeg ikke overraskende læse dansk presse fra tiden. Som supplerende materiale kunne jeg vælge at inddrage centrale pressefolks egne erindringer, samtidige breve og meget andet, men hovedkilden vil være danske aviser og ugerevyer og radioudsendelser for så vidt de stadig er bevarede. Hvis jeg derimod ønsker at studere Gunnar "Nu" Hansens forhold til De olympiske Lege i Berlin 1936, vil eventuelle breve og erindringer rykke i centrum, for så vil undersøgelsen have mere biografisk karakter. Hans egne reportager vil indtage en hovedrolle, men den almindelige dækning af legene vil også være relevant for at tilvejebringe baggrundsmateriale og for at kunne forstå på hvilke punkter Hansen skilte sig ud fra mængden og hvornår han bare gjorde som resten.
Hvis jeg ønsker at studere reglerne om fysisk afstraffelse i folkeskolen, er det primære kildemateriale naturligvis lovgivningen. Hvis jeg derimod ønsker at kortlægge anvendelsen af fysisk afstraffelse i folkeskolen, er lovgivningen kun til begrænset nytte, og jeg måtte gribe til erindringer, indberetninger, klager osv., en på alle måder langt mere vanskelig opgave.
De såkaldte historiografiske undersøgelser er egentlig udvidede forskningsdiskussioner. De er ikke sjældent bygget op over spørgsmål af typen: "Hvordan er problemkompleks X blevet behandlet i forskningen gennem tiden?" Det vil også sige, at de ikke beskæftiger sig direkte med klassiske kildestudier, men højst indirekte behandler, hvordan andre har bedrevet kildestudier. Det betyder imidlertid ikke, at en historiografisk undersøgelse ikke er empirisk. Empirien eller kildematerialet for en historiografisk undersøgelse er blot andre historiske afhandlinger.
Med hensyn til læse- eller fortolkningsstrategi anvender langt de fleste i praksis en pragmatisk eller common-sense tilgang. Man kan nå forbavsende langt ved bare at læse, hvad der står i kilderne, men man må naturligvis ikke bare naivt forlade sig på den ordrette gengivelse af, hvad der står. Først og fremmest skal man naturligvis anvende den klassiske kildekritiks instrumenter. Det gælder ikke mindst, når det handler om at gengive hændelsesforløb: hvem gjorde hvad hvornår?
Hvis tilgangen til stoffet er kvantitativ - som den f.eks. ofte er i økonomisk historie - vil man ikke så meget begive sig af med at udgranske hændelsers forløb og aktørers betydning som at finde vidnesbyrd om transaktioners størrelse og omsætningers omfang. Hvis man f.eks. ønskede at undersøge et entreprenørfirmas andel i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, ville det være en helt anden undersøgelse end hvis man ville afdække samme firmas andel i markedet for jernbeton i rustningsindustrien. Kildematerialet til begge undersøgelser kunne imidlertid sagtens være overlappende, men tilgangen til kildematerialet ganske forskellig.
Ingen læsning er uskyldig, og man skal være sig bevidst, at ingenting siger sig selv. Mange vælger at kalde deres læsestrategi noget, som ofte har modeprægets karakter: diskursanalyse, begrebshistorie, ANT, hermeneutik eller noget helt andet, typisk en blanding (ikke sjældent kaldet "eklektisk metode") af flere tilgange. Hvad man end gør, er det sundt at have et bevidst og eksplicit forhold til sin egen tilgang til stoffet. Det betyder imidlertid ikke, at man skal fylde sit speciale med længere traktater, der viser, at man har forstået, hvad Habermas, Latour, Gadamer, Foucault, Gellner, Giddens, Bourdieu eller hvem det nu måtte være har skrevet. Ofte står man tilbage efter læsningen af sådanne kapitler med det indtryk, at forfatteren vel nok har gjort sig umage med at forstå denne vanskeligt tilgængelige tænker, men at denne ulejlighed ikke har været af nævneværdig betydning for, hvor meget klogere læseren bliver på det spørgsmål, som afhandlingen søger at besvare. Således bliver metodeafsnit uforholdsmæssigt lange og tager derfor ofte en plads, som kunne have været anvendt mere hensigtsmæssigt inden for specialets omfangsbegrænsninger.
The proof of the pudding is in the eating, som man siger. Man skal kun anvende en metode - eller en teori for den sags skyld - for så vidt den sætter os stand til at forstå noget, som vi ellers ikke ville have forstået. Hvis det ikke er tilfældet, skal man skrotte den. Men det fratager stadig ikke forfatteren for det ansvar at forklare, hvordan resultatet for undersøgelsen er opnået.
Kildematerialet skal være relevant. Hvis jeg ønsker at studere dansk presses dækning af De olympiske Lege i Berlin i 1936, skal jeg ikke overraskende læse dansk presse fra tiden. Som supplerende materiale kunne jeg vælge at inddrage centrale pressefolks egne erindringer, samtidige breve og meget andet, men hovedkilden vil være danske aviser og ugerevyer og radioudsendelser for så vidt de stadig er bevarede. Hvis jeg derimod ønsker at studere Gunnar "Nu" Hansens forhold til De olympiske Lege i Berlin 1936, vil eventuelle breve og erindringer rykke i centrum, for så vil undersøgelsen have mere biografisk karakter. Hans egne reportager vil indtage en hovedrolle, men den almindelige dækning af legene vil også være relevant for at tilvejebringe baggrundsmateriale og for at kunne forstå på hvilke punkter Hansen skilte sig ud fra mængden og hvornår han bare gjorde som resten.
Hvis jeg ønsker at studere reglerne om fysisk afstraffelse i folkeskolen, er det primære kildemateriale naturligvis lovgivningen. Hvis jeg derimod ønsker at kortlægge anvendelsen af fysisk afstraffelse i folkeskolen, er lovgivningen kun til begrænset nytte, og jeg måtte gribe til erindringer, indberetninger, klager osv., en på alle måder langt mere vanskelig opgave.
De såkaldte historiografiske undersøgelser er egentlig udvidede forskningsdiskussioner. De er ikke sjældent bygget op over spørgsmål af typen: "Hvordan er problemkompleks X blevet behandlet i forskningen gennem tiden?" Det vil også sige, at de ikke beskæftiger sig direkte med klassiske kildestudier, men højst indirekte behandler, hvordan andre har bedrevet kildestudier. Det betyder imidlertid ikke, at en historiografisk undersøgelse ikke er empirisk. Empirien eller kildematerialet for en historiografisk undersøgelse er blot andre historiske afhandlinger.
Med hensyn til læse- eller fortolkningsstrategi anvender langt de fleste i praksis en pragmatisk eller common-sense tilgang. Man kan nå forbavsende langt ved bare at læse, hvad der står i kilderne, men man må naturligvis ikke bare naivt forlade sig på den ordrette gengivelse af, hvad der står. Først og fremmest skal man naturligvis anvende den klassiske kildekritiks instrumenter. Det gælder ikke mindst, når det handler om at gengive hændelsesforløb: hvem gjorde hvad hvornår?
Hvis tilgangen til stoffet er kvantitativ - som den f.eks. ofte er i økonomisk historie - vil man ikke så meget begive sig af med at udgranske hændelsers forløb og aktørers betydning som at finde vidnesbyrd om transaktioners størrelse og omsætningers omfang. Hvis man f.eks. ønskede at undersøge et entreprenørfirmas andel i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, ville det være en helt anden undersøgelse end hvis man ville afdække samme firmas andel i markedet for jernbeton i rustningsindustrien. Kildematerialet til begge undersøgelser kunne imidlertid sagtens være overlappende, men tilgangen til kildematerialet ganske forskellig.
Ingen læsning er uskyldig, og man skal være sig bevidst, at ingenting siger sig selv. Mange vælger at kalde deres læsestrategi noget, som ofte har modeprægets karakter: diskursanalyse, begrebshistorie, ANT, hermeneutik eller noget helt andet, typisk en blanding (ikke sjældent kaldet "eklektisk metode") af flere tilgange. Hvad man end gør, er det sundt at have et bevidst og eksplicit forhold til sin egen tilgang til stoffet. Det betyder imidlertid ikke, at man skal fylde sit speciale med længere traktater, der viser, at man har forstået, hvad Habermas, Latour, Gadamer, Foucault, Gellner, Giddens, Bourdieu eller hvem det nu måtte være har skrevet. Ofte står man tilbage efter læsningen af sådanne kapitler med det indtryk, at forfatteren vel nok har gjort sig umage med at forstå denne vanskeligt tilgængelige tænker, men at denne ulejlighed ikke har været af nævneværdig betydning for, hvor meget klogere læseren bliver på det spørgsmål, som afhandlingen søger at besvare. Således bliver metodeafsnit uforholdsmæssigt lange og tager derfor ofte en plads, som kunne have været anvendt mere hensigtsmæssigt inden for specialets omfangsbegrænsninger.
The proof of the pudding is in the eating, som man siger. Man skal kun anvende en metode - eller en teori for den sags skyld - for så vidt den sætter os stand til at forstå noget, som vi ellers ikke ville have forstået. Hvis det ikke er tilfældet, skal man skrotte den. Men det fratager stadig ikke forfatteren for det ansvar at forklare, hvordan resultatet for undersøgelsen er opnået.
tirsdag den 2. september 2014
Hvad er en indledning?
Indledningen skal for det første sætte et par pejlemærker for, hvad det hele handler om (tid, sted, emne, problemfelt osv.), og for det andet rumme en eller anden form for motivation for, hvorfor dette emne og problem er taget op. Indledningen skal skitsemæssigt foregribe, hvad resten af specialet går ud på uden at der opstår for megen redundans. Derfor er indledningen som regel ret kort.
En stadig mere anvendt form er at begynde med noget meget konkret. Det kan, hvis emnet er et handlingsforløb, være en central begivenhed ("Den 18. april 1864 tidligt om morgenen....") eller et typisk eksempel ("Det var en morgen som så mange morgener, da stuepigen Ida fyrede op i kakkelovnen...") Denne metode, der er lånt fra journalistikken, tjener fx til at engagere læseren, at vække nysgerrigheden og at skabe en umiddelbar kontakt med emnet. Den kan også illustrere relevansen så stærkt, at man faktisk ikke engang behøver at eksplicitere den yderligere. Den rigtigt gode konkretisering serveret i en ferm sprogdragt er et effektivt værktøj.
Man kan også vælge at zoome ind på emnet ved at begynde med en meget abstrakt tilgang ("Mennesket har altid spekuleret over, hvorfor...." eller "Grænselandet har gennem århundreder været genstand for konflikt mellem....") Denne indgang til et emne er mere traditionel, udstråler saglighed og kan rumme relevansen i sig, men har den svaghed, at den også er tørrere end den mere konkrete, med mindre man kan stille med en generaliserende betragtning, der er ukonventionel ("Det hyppigst forekommende efternavn på listen over danske udenrigsministre i det 20. århundrede er Scavenius.")
Endelig er der den personlige tilgang, som man skal være varsom med at anvende, fordi den udstråler en for stor grad subjektivitet. ("Jeg vil skrive om dette emne, fordi jeg altid har interesseret mig for..." eller "Jeg har selv fået stillet diagnosen X, og derfor vil jeg undersøge den behandling, som patienter med samme diagnose har været udsat for i...") På den anden side må man erkende, at mange emner vælges af personlige grunde, og at en åben deklaration af forfatterens eget engagement i emnet tjener som nødvendig forudsætning for den rette forståelse af teksten. Man må fx stille spørgsmålet, omdet er hensigtsmæssigt, at det holdes skjult for læseren af en undersøgelse af fængselsvæsenet, at forfatteren selv har siddet inde.
Relevansen af en historisk undersøgelse er altid vanskelig at redegøre for. Man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det har været diskuteret så ihærdigt, eller man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det aldrig har været taget op før. Begge er lødige argumenter, selv om de i kombination ikke udelukker noget emne overhovedet. Arbejdsmarken for historikere er i princippet uendelig stor.
Man kan også appellere til en eller anden form for principiel relevans ("Det har altid været diskuteret, hvor vidt...."), men i sidste ende står man altid med det problem, at det er svært rationelt at berettige hvordan en udredning af fortidens tildragelser kan berige samtiden eller tilvejebringe lærdom for fremtiden.
Tilbage står appellen til en nysgerrighed, som imidlertid har vist sig at være så grundlæggende og vedvarende, at interessen for historiske undersøgelser næppe har udsigt til at udslukkes foreløbigt.
En stadig mere anvendt form er at begynde med noget meget konkret. Det kan, hvis emnet er et handlingsforløb, være en central begivenhed ("Den 18. april 1864 tidligt om morgenen....") eller et typisk eksempel ("Det var en morgen som så mange morgener, da stuepigen Ida fyrede op i kakkelovnen...") Denne metode, der er lånt fra journalistikken, tjener fx til at engagere læseren, at vække nysgerrigheden og at skabe en umiddelbar kontakt med emnet. Den kan også illustrere relevansen så stærkt, at man faktisk ikke engang behøver at eksplicitere den yderligere. Den rigtigt gode konkretisering serveret i en ferm sprogdragt er et effektivt værktøj.
Man kan også vælge at zoome ind på emnet ved at begynde med en meget abstrakt tilgang ("Mennesket har altid spekuleret over, hvorfor...." eller "Grænselandet har gennem århundreder været genstand for konflikt mellem....") Denne indgang til et emne er mere traditionel, udstråler saglighed og kan rumme relevansen i sig, men har den svaghed, at den også er tørrere end den mere konkrete, med mindre man kan stille med en generaliserende betragtning, der er ukonventionel ("Det hyppigst forekommende efternavn på listen over danske udenrigsministre i det 20. århundrede er Scavenius.")
Endelig er der den personlige tilgang, som man skal være varsom med at anvende, fordi den udstråler en for stor grad subjektivitet. ("Jeg vil skrive om dette emne, fordi jeg altid har interesseret mig for..." eller "Jeg har selv fået stillet diagnosen X, og derfor vil jeg undersøge den behandling, som patienter med samme diagnose har været udsat for i...") På den anden side må man erkende, at mange emner vælges af personlige grunde, og at en åben deklaration af forfatterens eget engagement i emnet tjener som nødvendig forudsætning for den rette forståelse af teksten. Man må fx stille spørgsmålet, omdet er hensigtsmæssigt, at det holdes skjult for læseren af en undersøgelse af fængselsvæsenet, at forfatteren selv har siddet inde.
Relevansen af en historisk undersøgelse er altid vanskelig at redegøre for. Man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det har været diskuteret så ihærdigt, eller man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det aldrig har været taget op før. Begge er lødige argumenter, selv om de i kombination ikke udelukker noget emne overhovedet. Arbejdsmarken for historikere er i princippet uendelig stor.
Man kan også appellere til en eller anden form for principiel relevans ("Det har altid været diskuteret, hvor vidt...."), men i sidste ende står man altid med det problem, at det er svært rationelt at berettige hvordan en udredning af fortidens tildragelser kan berige samtiden eller tilvejebringe lærdom for fremtiden.
Tilbage står appellen til en nysgerrighed, som imidlertid har vist sig at være så grundlæggende og vedvarende, at interessen for historiske undersøgelser næppe har udsigt til at udslukkes foreløbigt.
Abonner på:
Opslag (Atom)