Hvad er teori?

Specialeskrivere har ofte mange kvaler med teorien. "Der skal jo være et teoriafsnit," siger de. Men det skal der ikke nødvendigvis. Det er faktisk sjældent, at et selvstændigt teoretisk afsnit bidrager med noget som helst til en historisk afhandling. Men det betyder ikke, at teorier kan undværes.

Teorien findes ikke som genre adskilt fra den almindelige historieskrivning. Teori er en abstraktion fra det konkrete eller det empiriske, men aldrig løsrevet fra dette. Nogle hævder, at Michel Foucault er teoretiker. Det er rigtigt, for så vidt mange af hans betragtninger er meget abstrakte, men mange af hans væsentligste iagttagelser er faktisk meget konkrete forstået på den måde, at de bidrager til forståelse af nogle specifikke fænomener inden for et velafgrænset område og et veldefineret tidsrum som f.eks. hans diskussion af den viktorianske seksualmoral. Det teoretiske potentiale i disse konkrete iagttagelser er f.eks. opgøret med den freudianske repressionshypotese. Foucaults iagttagelser har givet anledning til en revurdering af Freuds teori om sammenhængen mellem seksualitet og personlighed.

En teori kan være en forklarings- eller forståelsesmodel. En slankekur er på den måde et meget godt billede på en teori. En slankekur er en forskrift for, hvordan man taber sig, ofte uddraget af erfaringen, altså en overførsel fra det deskriptive til det normative. "Hvis du vil tabe dig, skal du undgå at spise x, men til gengæld spise y og i øvrigt foretage handling z, idet det har været iagttaget, at personer, der følger denne forskrift, taber sig." X kan da fx være kulhydrater, y proteiner og z motion.

Hvis man følger denne slankekur, men ikke taber sig, skyldes det så, at teorien er dårlig? Teoriens tilhængere vil naturligvis påstå, at det udeblevne vægttab skyldes, at man ikke har fulgt forskriften. Andre vil hævde, at teorien er utilstrækkelig, altså at den ikke giver en dækkende forklaring på, hvorfor folk taber sig hhv. tager på.

Historievidenskaben beskæftiger sig hverken med forudsigelser eller forskrifter, men analogien til slankekuren er alligevel nyttig, fordi den kommer meget tæt på det, der næsten altid er tilfældet i historien, nemlig at selv meget relevante og stærke teoridannelser kun forklarer en del af en historisk tildragelse eller tilstand.

En teori kan være meget gennemarbejdet, eksplicit og beregnet på at gælde i stor skala. Det gælder fx økonomiske teorier. Den kan også bare være en banal antagelse, som man ikke ænser, fordi den angår en detalje og forekommer at være så selvfølgelig. Mette Winge har berettet, hvordan hun i en historisk roman, hvis handling udspiller sig i det 18. århundrede, lod sin hovedperson iagttage en solsort i København. Winge fik en henvendelse fra en ornitolog, der kunne fortælle hende, at solsorten slet ikke var almindelig i byerne på dette tidspunkt. I dette tilfælde lå Winge altså under for den fejlagtige teori, at solsorte altid har været byfugle. På samme måde skal man som historiker være fx varsom med at antage, at en forståelsesmodel for råvarehandel i nutidens automatisk kan overføres til ældre tider.

Den fuldstændigt korrekte, velprøvede og præcise teori har ofte den ulempe, at den ikke gør os klogere. Hvis man spørger, hvorfor World Trade Center i New York styrtede sammen den 11. september 2001, er det fuldstændig korrekt at svare "På grund af tyngdeloven", men det hjælper os ikke til en forståelse af dette problemkompleks. Hvis man spørger, hvorfor den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, døde i 1914, er det et korrekt - og i et vist omfang relevant - svar, at skudsår i halspulsåren meget ofte medfører døden. Det er en veldokumenteret teori, der også gælder for dette tilfælde, men den er også som forklaringsmodel utilstrækkelig for forståelsen af attentatet i Sarajevo. Den gør os ikke klogere, end vi allerede var.

Mange historikere hævder, at de ikke giver sig af med at teoretisere, men at de blot beskriver tingene som de var. De har ofte det syn på teori, at den er virkelighedsfjern. Men man snyder sig selv og sine læsere, hvis man tror, at man som historiker kan undvære teoretiske overvejelser.

Det betyder ikke, at de skal fylde meget i teksten. En teori eller lovmæssighed som tyngdeloven kan betragtes som så selvfølgelig, at den slet ikke behøver at blive ekspliciteret. Når man i historievidenskaben fx beskæftiger sig med en eller flere af de pragske defenestrationer, tager man for givet, at når et menneske skubbes ud af et vindue, vil det også falde til jorden både i 1419, 1618 og 1948. Andre antagede lovmæssigheder udviser ikke den samme historiske konstans. Barndommen og døden er eksempler på tilsyneladende naturlige eller lovbetingede fænomener, der har deres historicitet.

En teori tjener også til at foretage mellemregninger og udfylde lakuner. Vi har jo nogle teorier om, hvad der driver folk. Det er fx ganske almindeligt at antage, at magt, sex, kærlighed og penge er hovedmotivet bag al menneskelig handling.Vi antager fx som grundregel, at en magthaver vil bruge så stor en del af sin magt, som det kræves, for at bevare sin magt. Hvis vi derfor hører om en statsminister er trådt tilbage og har overladt det til oppositionen at danne regering sådan som det var tilfældet med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, tager vi det for givet, at der var tale om, at de må have følt sig tvunget til det. Vi regner ikke som udgangspunkt med, at de gjorde det fordi de indså, at andre ville være bedre til at regere. Og hvis en topchef i en virksomhed eller en offentlig institution er trådt tilbage "efter gensidig overenskomst", kan vi være nogenlunde sikre på, at der er tale om en fyring. Eller kan vi? Kan der være tilfælde, hvor folk faktisk opgiver magten og den høje løn, fordi de har indset, at det ikke er noget for dem? Det er et åbent spørgsmål i mange tilfælde, men spørgsmålet kan først stilles, når man har ekspliciteret præmisserne for antagelsen.

Sigmund Freuds teorier var i mange år så dominerende, at man ganske enkelt tog det for givet uden at nævne det, at mennesket var bestemt af en (undertrykt) seksualdrift. Mange biografier er skrevet på den underforståede præmis, at seksualiteten var determinerende for den biograferedes liv. Men ikke overraskende har Freud ikke altid ret, og mennesket kan sagtens være drevet af andet end sex.

Teorier er altså også en slags bevidstgjorte fordomme. De er en øvelse i at eksplicitere egne forventninger og er derfor en væsentlig forudsætning for frugtbar forundring og kritisk skepsis. Den, der ikke har gjort sig klart, hvad man kan forvente, savner evnen til at undre sig over det, man faktisk støder på.

Det, der strider mod det vedtagne, er altså i første omgang det forklaringskrævende. Blandt besættelsestidsforskere er der fx enighed om, at den aktive modstand mod den tyske besættelsesmagt først langsomt voksede frem. Hvis man med den viden møder den påstand i erindringslitteraturen, at "jeg var modstandsmand fra den 9. april 1940", skal man ikke bare afvise den som falsk, men møde den med skepsis og søge dokumentation.

Det vedtagne er imidlertid heller ikke nødvendigvis det rigtige. De store forskningsresultater er som regel opgør med det vedtagne. Men så meget desto vigtigere det at gøre sig selv klart, hvad der er vedtagen teori. Af samme grund er en historisk afhandlings teoretiske elementer som regel at finde i forskningsdiskussionen. Her fastslås det, hvad de eksisterende teorier, antagelser og forklaringsmodeller er og derfra kan det afgøres, hvad man bør forvente og hvad man derfor også bør undre sig over, når teorien ikke stemmer overens med virkeligheden.

Teorier findes i alle størrelsesordner. Det kan være en teori om de fundamentale drivkræfter i historien fra begyndelsen til nu. Nogle historikere vil som nævnt forklare alle handlinger som udtryk for menneskeligt begær eller overlevelsesinstinkt. Den forklarer meget, men langt fra alting. Den kan fx ikke forklare opofrelse eller selvmord.

En teori i en lang mindre skala kronologisk og geografisk er teorien om den måleenhed, som bygmestrene brugte på danske middelalderkirker. Her kan det fx være en forklaring, at der har eksisteret en særlig sjællandsk måleenhed.

Det var i mange år en antagelse, at vikingeskibene, der fører råsejl, ikke kunne sejle særlig tæt op mod vinden. Det var en teori, der havde betydning for vurderingen af vikingernes handelsforbindelser og militære effektivitet. Som noget usædvanligt for en historisk teori lod den sig afprøve eksperimentelt, idet man ved at rekonstruere skibene fra Skuldelevfundene i Roskilde Fjord har erfaret, at deres sejlegenskaber var bedre end forventet. Det har ført til en revideret opfattelse af vikingetidens infrastruktur.

I en lidt større skala befinder Ernst Gellners teori om nationalismen sig. Den er også interessant, fordi den er et eksempel på, hvordan en teori godt kan have en funktion, selv om den ikke længere antages som gyldig. Gellner fortolkede nationalismen funktionalistisk, idet han betragtede den som en funktion af den industrielle revolution. Ikke mange er længere tilhængere af Gellners teori, for det viser sig, at nationalismen også opstod i førindustrielle samfund. Danmark er et godt eksempel. Ikke desto mindre hører Gellner stadig til klassikerne i nationalismeforskningen. Empirien tilbageviser Gellners teori. Men Gellner er stadig interessant, fordi han har haft afgørende indflydelse på nationalismeforskningens begrebsdannelse, og fordi hans - nu af de fleste forladte - teori har hjulpet andre forskere væsentligt til at skærpe deres egne forklaringsmodeller.

Hvad er en note?

Man støder ofte på den opfattelse, at noter er en hindring for læsningen af en tekst. Fra et videnskabeligt synspunkt er fraværet af noter imidlertid en hindring for læsningen af en tekst. En note udfylder den funktion at fortælle læseren, hvor forfatteren har sine oplysninger fra. Den er en serviceydelse til læseren.

Noter rummer som hovedregel kun henvisninger til anden litteratur og kildemateriale. Forklarende noter skal undgås, især hvis der er tale om løbende tekst. Nogle steder accepteres det, især hvis der er tale om at en del af forskningsdiskussionen lægges ned i noterne. Man kan fx henvise til Hansen som belæg for sit synspunkt og i samme note henvise til Jensen for alternative tolkninger af den givne sag. På den måde kan en perspektivering stenografisk fortættes. En note kan også friste til at få afløb for en digression, der ligger forfatteren vældig på hjerte, men ville forstyrre forløbet i brødteksten. Det er lidt af en smagssag. Men hovedreglen er, at hvis det er vigtigt nok til at anføre i fodnoten, er det vigtigt nok til at stå i brødteksten.

En akademisk tekst er kendetegnet ved, at den ikke blot rummer oplysninger, vurderinger, forklaringer, prognoser osv., men at den også er forpligtet til at gengive, hvor disse oplysninger, vurderinger, forklaringer prognoser osv. stammer fra.

Min tysklærer i gymnasiet, Hans Schjerning, sagde, at man ikke kender et tysk substantiv, før man kender dets genus. Man ved altså ikke, at pølse hedder Wurst, før man ved, at det hedder die Wurst. På samme måde kender man ikke en oplysning, vurdering, forklaring etc. til fulde, før man kender dens ophav. Hvis man fx stiller det uhyre interessante og relevante spørgsmål, hvorfor det var Europa, der udviklede moderne videnskab, teknologi og industri og ikke Kina, bør man også vide, at spørgsmålet først - eller i hvert fald grundigst - blev stillet af Joseph Needham. Det hedder af samme grund meget praktisk The Needham Question eller Problem.

Det diskvalificerer en akademisk tekst, hvis den ikke til fulde formår at føre regnskab over sin intellektuelle gæld. Det er et krav, der skal tages meget alvorlig. Hvis så meget som en sætning eller blot en håndfuld sammenhængende ord er citeret ordret fra en anden tekst, skal der anførselstegn omkring og en note skal angive, hvor sætningen kommer fra. Hvis man forsømmer at gøre det, udsætter man sig for beskyldning om plagiat. Det samme gælder så meget desto mere for bærende ideer, forklaringer, hypoteser, oplysninger, vurderinger, prognoser etc.

I forskningen i H.C. Andersens liv er det fx almindeligt at antage, at nogle særlige krydser i hans dagbog er fordækte bekendelser af seksuel selvtilfredsstillelse. Ikke alle, der gengiver denne teori om Andersens seksualliv, er lige flinke til at henvise til psykiateren Hjalmar Helwegs biografi om Andersen fra 1927, hvor teorien første gang blev introduceret, men når man kender ophavet til teorien, er det væsentligt nemmere at tage stilling til dens  lødighed. På samme måde dukker der jævnligt den "afsløring" op, at Andersen i virkeligheden var homoseksuel. Hvor vidt det er sandt, er kun vanskeligt at tage stilling til, men man skylder sig selv at læse Vilhelm v. Rosens disputats om homoseksualismens historie, "Månens kulør", hvor han optrevler ophavet til rygtet om Andersens seksualitet.

En note viser med andre ord forfatterens anerkendelse af andres arbejde og er derfor ideelt set udtryk for forfatterens ydmyghed. I virkeligheden er vi akademikere ganske forfængelige. Hvis man som akademiker læser en tekst, der behandler et emne inden for ens eget forskningsfelt, vil man som det første gennemsøge noteapparatet for at se, om forfatteren har taget skyldigt hensyn til ens eget arbejde på området. Hvis ikke vil man være tilbøjelig til at betragte forfatteren som inkompetent og teksten som ubrugelig. Det er en psykologisk mekanisme, som spiller en rolle i det meget klientilistisk indstillede akademiske miljø, og som man derfor i mange situationer bør være opmærksom på.

Noten tjener også en funktion, der kan ligne ansvarsfraskrivelse. Hvis en oplysning er forkert, kan den ikke lægges forfatteren til last, så længe forfatteren gennem en fodnote kan vise, at den stammer fra en troværdig kilde. Hvis man ikke bare er ude på at pege fingre, men faktisk komme til bunds i sagerne, kan noter derfor også tjene til at lokalisere fejlkilder. Hvis man som forsker har mistanke om, at en oplysning etc. er fejlbehæftet på en eller anden måde, kan man ved hjælp af noterne ideelt set følge den tilbage til sin rod, og den oprindelige kilde til oplysningen etc. kan i bedste fald identificeres.

Noten tjener altså den kritiske læsers formål. Hvis man stiller sig skeptisk til en akademisk tekst, bør teksten have referencer af en kvalitet, der tilfredsstiller den skeptiske læsers ønske om belæg.

Der er ingen faste regler for, hvor trivielle eller små oplysningerne skal være, før de ikke kræver en note. Som tommelfingerregel kan man sige, at oplysninger, der forekommer i gængse og almindeligt tilgængelige opslagsværker, ikke skal have en note. At Christian IV var konge og at han døde i 1648 er så almindelig kendt, at det ikke bør belægges med en reference.

På den anden side ligger djævlen ofte i detaljen forstået på den måde, at videnskaben netop er kendetegnet ved at stille spørgsmål til det, der i øvrigt betragtes som trivielt, selvfølgeligt eller banalt. Den historiske mastekran på Holmen i København omtales stadig rutinemæssigt som Christian IV's Mastekran, og det kan man jo være tilbøjelig til at godtage som en triviel oplysning, der ikke skal kvalificeres yderligere, men den er ikke triviel. Den er forkert. (se Marinehistorisk Tidsskrift 2010, s. 14)

Det var så et eksempel på en oplysning, der krævede en note. Noten har jeg her givet en uortodoks, men i øvrigt ikke ubrugelig form, idet jeg blot har henvist til et tidsskrift uden artikel eller forfatter og har gjort det i en parentes i selve teksten, hvilket ikke er helt så sædvanligt i historievidenskaben. Men noten er tilstrækkelig. Det er ingen kunst at finde Marinehistorisk Tidsskrift for det pågældende år. Notens formål er at give læseren oplysninger nok til at finde belægget på et relevant bibliotek, på det angivne arkiv eller fra en anden kilde, typisk en elektronisk ressource på nettet. Det er altså ikke nok, at en note angiver "Berlingske Tidende", "Rigsarkivet" som henvisning. Man skal i førstnævnte tilfælde have datoen for avisens udgivelse (og evt sidetal, hvis det er en søndagberlinger) og i sidstnævnte have oplysninger nok til at den relevante arkivkasse  og også gerne læg kan bestilles på arkivets læsesal. For de elektroniske ressourcer anvendes typisk hele URL'en sammen med datoen for, hvornår den er læst.

Med hensyn til notens praktisk udformning er det ikke vigtigt, hvilken konvention man følger, men at man følger den konsekvent. Der findes mange forskellige måder at udforme en note på. I naturvidenskaberne anvendes typisk Harvard eller Vancouver System of Referencing. Jeg følger selv forskriften fra Historisk Tidsskrift, der anvender fodnoter, men man kan også bruge slutnoter, noter i teksten (typisk Harvard) eller en helt tredje (fx http://www.temphist.dk/?page_id=24) bare man følger den konsekvent.