Hvad er teori?

Specialeskrivere har ofte mange kvaler med teorien. "Der skal jo være et teoriafsnit," siger de. Men det skal der ikke nødvendigvis. Det er faktisk sjældent, at et selvstændigt teoretisk afsnit bidrager med noget som helst til en historisk afhandling. Men det betyder ikke, at teorier kan undværes.

Teorien findes ikke som genre adskilt fra den almindelige historieskrivning. Teori er en abstraktion fra det konkrete eller det empiriske, men aldrig løsrevet fra dette. Nogle hævder, at Michel Foucault er teoretiker. Det er rigtigt, for så vidt mange af hans betragtninger er meget abstrakte, men mange af hans væsentligste iagttagelser er faktisk meget konkrete forstået på den måde, at de bidrager til forståelse af nogle specifikke fænomener inden for et velafgrænset område og et veldefineret tidsrum som f.eks. hans diskussion af den viktorianske seksualmoral. Det teoretiske potentiale i disse konkrete iagttagelser er f.eks. opgøret med den freudianske repressionshypotese. Foucaults iagttagelser har givet anledning til en revurdering af Freuds teori om sammenhængen mellem seksualitet og personlighed.

En teori kan være en forklarings- eller forståelsesmodel. En slankekur er på den måde et meget godt billede på en teori. En slankekur er en forskrift for, hvordan man taber sig, ofte uddraget af erfaringen, altså en overførsel fra det deskriptive til det normative. "Hvis du vil tabe dig, skal du undgå at spise x, men til gengæld spise y og i øvrigt foretage handling z, idet det har været iagttaget, at personer, der følger denne forskrift, taber sig." X kan da fx være kulhydrater, y proteiner og z motion.

Hvis man følger denne slankekur, men ikke taber sig, skyldes det så, at teorien er dårlig? Teoriens tilhængere vil naturligvis påstå, at det udeblevne vægttab skyldes, at man ikke har fulgt forskriften. Andre vil hævde, at teorien er utilstrækkelig, altså at den ikke giver en dækkende forklaring på, hvorfor folk taber sig hhv. tager på.

Historievidenskaben beskæftiger sig hverken med forudsigelser eller forskrifter, men analogien til slankekuren er alligevel nyttig, fordi den kommer meget tæt på det, der næsten altid er tilfældet i historien, nemlig at selv meget relevante og stærke teoridannelser kun forklarer en del af en historisk tildragelse eller tilstand.

En teori kan være meget gennemarbejdet, eksplicit og beregnet på at gælde i stor skala. Det gælder fx økonomiske teorier. Den kan også bare være en banal antagelse, som man ikke ænser, fordi den angår en detalje og forekommer at være så selvfølgelig. Mette Winge har berettet, hvordan hun i en historisk roman, hvis handling udspiller sig i det 18. århundrede, lod sin hovedperson iagttage en solsort i København. Winge fik en henvendelse fra en ornitolog, der kunne fortælle hende, at solsorten slet ikke var almindelig i byerne på dette tidspunkt. I dette tilfælde lå Winge altså under for den fejlagtige teori, at solsorte altid har været byfugle. På samme måde skal man som historiker være fx varsom med at antage, at en forståelsesmodel for råvarehandel i nutidens automatisk kan overføres til ældre tider.

Den fuldstændigt korrekte, velprøvede og præcise teori har ofte den ulempe, at den ikke gør os klogere. Hvis man spørger, hvorfor World Trade Center i New York styrtede sammen den 11. september 2001, er det fuldstændig korrekt at svare "På grund af tyngdeloven", men det hjælper os ikke til en forståelse af dette problemkompleks. Hvis man spørger, hvorfor den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, døde i 1914, er det et korrekt - og i et vist omfang relevant - svar, at skudsår i halspulsåren meget ofte medfører døden. Det er en veldokumenteret teori, der også gælder for dette tilfælde, men den er også som forklaringsmodel utilstrækkelig for forståelsen af attentatet i Sarajevo. Den gør os ikke klogere, end vi allerede var.

Mange historikere hævder, at de ikke giver sig af med at teoretisere, men at de blot beskriver tingene som de var. De har ofte det syn på teori, at den er virkelighedsfjern. Men man snyder sig selv og sine læsere, hvis man tror, at man som historiker kan undvære teoretiske overvejelser.

Det betyder ikke, at de skal fylde meget i teksten. En teori eller lovmæssighed som tyngdeloven kan betragtes som så selvfølgelig, at den slet ikke behøver at blive ekspliciteret. Når man i historievidenskaben fx beskæftiger sig med en eller flere af de pragske defenestrationer, tager man for givet, at når et menneske skubbes ud af et vindue, vil det også falde til jorden både i 1419, 1618 og 1948. Andre antagede lovmæssigheder udviser ikke den samme historiske konstans. Barndommen og døden er eksempler på tilsyneladende naturlige eller lovbetingede fænomener, der har deres historicitet.

En teori tjener også til at foretage mellemregninger og udfylde lakuner. Vi har jo nogle teorier om, hvad der driver folk. Det er fx ganske almindeligt at antage, at magt, sex, kærlighed og penge er hovedmotivet bag al menneskelig handling.Vi antager fx som grundregel, at en magthaver vil bruge så stor en del af sin magt, som det kræves, for at bevare sin magt. Hvis vi derfor hører om en statsminister er trådt tilbage og har overladt det til oppositionen at danne regering sådan som det var tilfældet med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, tager vi det for givet, at der var tale om, at de må have følt sig tvunget til det. Vi regner ikke som udgangspunkt med, at de gjorde det fordi de indså, at andre ville være bedre til at regere. Og hvis en topchef i en virksomhed eller en offentlig institution er trådt tilbage "efter gensidig overenskomst", kan vi være nogenlunde sikre på, at der er tale om en fyring. Eller kan vi? Kan der være tilfælde, hvor folk faktisk opgiver magten og den høje løn, fordi de har indset, at det ikke er noget for dem? Det er et åbent spørgsmål i mange tilfælde, men spørgsmålet kan først stilles, når man har ekspliciteret præmisserne for antagelsen.

Sigmund Freuds teorier var i mange år så dominerende, at man ganske enkelt tog det for givet uden at nævne det, at mennesket var bestemt af en (undertrykt) seksualdrift. Mange biografier er skrevet på den underforståede præmis, at seksualiteten var determinerende for den biograferedes liv. Men ikke overraskende har Freud ikke altid ret, og mennesket kan sagtens være drevet af andet end sex.

Teorier er altså også en slags bevidstgjorte fordomme. De er en øvelse i at eksplicitere egne forventninger og er derfor en væsentlig forudsætning for frugtbar forundring og kritisk skepsis. Den, der ikke har gjort sig klart, hvad man kan forvente, savner evnen til at undre sig over det, man faktisk støder på.

Det, der strider mod det vedtagne, er altså i første omgang det forklaringskrævende. Blandt besættelsestidsforskere er der fx enighed om, at den aktive modstand mod den tyske besættelsesmagt først langsomt voksede frem. Hvis man med den viden møder den påstand i erindringslitteraturen, at "jeg var modstandsmand fra den 9. april 1940", skal man ikke bare afvise den som falsk, men møde den med skepsis og søge dokumentation.

Det vedtagne er imidlertid heller ikke nødvendigvis det rigtige. De store forskningsresultater er som regel opgør med det vedtagne. Men så meget desto vigtigere det at gøre sig selv klart, hvad der er vedtagen teori. Af samme grund er en historisk afhandlings teoretiske elementer som regel at finde i forskningsdiskussionen. Her fastslås det, hvad de eksisterende teorier, antagelser og forklaringsmodeller er og derfra kan det afgøres, hvad man bør forvente og hvad man derfor også bør undre sig over, når teorien ikke stemmer overens med virkeligheden.

Teorier findes i alle størrelsesordner. Det kan være en teori om de fundamentale drivkræfter i historien fra begyndelsen til nu. Nogle historikere vil som nævnt forklare alle handlinger som udtryk for menneskeligt begær eller overlevelsesinstinkt. Den forklarer meget, men langt fra alting. Den kan fx ikke forklare opofrelse eller selvmord.

En teori i en lang mindre skala kronologisk og geografisk er teorien om den måleenhed, som bygmestrene brugte på danske middelalderkirker. Her kan det fx være en forklaring, at der har eksisteret en særlig sjællandsk måleenhed.

Det var i mange år en antagelse, at vikingeskibene, der fører råsejl, ikke kunne sejle særlig tæt op mod vinden. Det var en teori, der havde betydning for vurderingen af vikingernes handelsforbindelser og militære effektivitet. Som noget usædvanligt for en historisk teori lod den sig afprøve eksperimentelt, idet man ved at rekonstruere skibene fra Skuldelevfundene i Roskilde Fjord har erfaret, at deres sejlegenskaber var bedre end forventet. Det har ført til en revideret opfattelse af vikingetidens infrastruktur.

I en lidt større skala befinder Ernst Gellners teori om nationalismen sig. Den er også interessant, fordi den er et eksempel på, hvordan en teori godt kan have en funktion, selv om den ikke længere antages som gyldig. Gellner fortolkede nationalismen funktionalistisk, idet han betragtede den som en funktion af den industrielle revolution. Ikke mange er længere tilhængere af Gellners teori, for det viser sig, at nationalismen også opstod i førindustrielle samfund. Danmark er et godt eksempel. Ikke desto mindre hører Gellner stadig til klassikerne i nationalismeforskningen. Empirien tilbageviser Gellners teori. Men Gellner er stadig interessant, fordi han har haft afgørende indflydelse på nationalismeforskningens begrebsdannelse, og fordi hans - nu af de fleste forladte - teori har hjulpet andre forskere væsentligt til at skærpe deres egne forklaringsmodeller.