Hvad er en note?

Man støder ofte på den opfattelse, at noter er en hindring for læsningen af en tekst. Fra et videnskabeligt synspunkt er fraværet af noter imidlertid en hindring for læsningen af en tekst. En note udfylder den funktion at fortælle læseren, hvor forfatteren har sine oplysninger fra. Den er en serviceydelse til læseren.

Noter rummer som hovedregel kun henvisninger til anden litteratur og kildemateriale. Forklarende noter skal undgås, især hvis der er tale om løbende tekst. Nogle steder accepteres det, især hvis der er tale om at en del af forskningsdiskussionen lægges ned i noterne. Man kan fx henvise til Hansen som belæg for sit synspunkt og i samme note henvise til Jensen for alternative tolkninger af den givne sag. På den måde kan en perspektivering stenografisk fortættes. En note kan også friste til at få afløb for en digression, der ligger forfatteren vældig på hjerte, men ville forstyrre forløbet i brødteksten. Det er lidt af en smagssag. Men hovedreglen er, at hvis det er vigtigt nok til at anføre i fodnoten, er det vigtigt nok til at stå i brødteksten.

En akademisk tekst er kendetegnet ved, at den ikke blot rummer oplysninger, vurderinger, forklaringer, prognoser osv., men at den også er forpligtet til at gengive, hvor disse oplysninger, vurderinger, forklaringer prognoser osv. stammer fra.

Min tysklærer i gymnasiet, Hans Schjerning, sagde, at man ikke kender et tysk substantiv, før man kender dets genus. Man ved altså ikke, at pølse hedder Wurst, før man ved, at det hedder die Wurst. På samme måde kender man ikke en oplysning, vurdering, forklaring etc. til fulde, før man kender dens ophav. Hvis man fx stiller det uhyre interessante og relevante spørgsmål, hvorfor det var Europa, der udviklede moderne videnskab, teknologi og industri og ikke Kina, bør man også vide, at spørgsmålet først - eller i hvert fald grundigst - blev stillet af Joseph Needham. Det hedder af samme grund meget praktisk The Needham Question eller Problem.

Det diskvalificerer en akademisk tekst, hvis den ikke til fulde formår at føre regnskab over sin intellektuelle gæld. Det er et krav, der skal tages meget alvorlig. Hvis så meget som en sætning eller blot en håndfuld sammenhængende ord er citeret ordret fra en anden tekst, skal der anførselstegn omkring og en note skal angive, hvor sætningen kommer fra. Hvis man forsømmer at gøre det, udsætter man sig for beskyldning om plagiat. Det samme gælder så meget desto mere for bærende ideer, forklaringer, hypoteser, oplysninger, vurderinger, prognoser etc.

I forskningen i H.C. Andersens liv er det fx almindeligt at antage, at nogle særlige krydser i hans dagbog er fordækte bekendelser af seksuel selvtilfredsstillelse. Ikke alle, der gengiver denne teori om Andersens seksualliv, er lige flinke til at henvise til psykiateren Hjalmar Helwegs biografi om Andersen fra 1927, hvor teorien første gang blev introduceret, men når man kender ophavet til teorien, er det væsentligt nemmere at tage stilling til dens  lødighed. På samme måde dukker der jævnligt den "afsløring" op, at Andersen i virkeligheden var homoseksuel. Hvor vidt det er sandt, er kun vanskeligt at tage stilling til, men man skylder sig selv at læse Vilhelm v. Rosens disputats om homoseksualismens historie, "Månens kulør", hvor han optrevler ophavet til rygtet om Andersens seksualitet.

En note viser med andre ord forfatterens anerkendelse af andres arbejde og er derfor ideelt set udtryk for forfatterens ydmyghed. I virkeligheden er vi akademikere ganske forfængelige. Hvis man som akademiker læser en tekst, der behandler et emne inden for ens eget forskningsfelt, vil man som det første gennemsøge noteapparatet for at se, om forfatteren har taget skyldigt hensyn til ens eget arbejde på området. Hvis ikke vil man være tilbøjelig til at betragte forfatteren som inkompetent og teksten som ubrugelig. Det er en psykologisk mekanisme, som spiller en rolle i det meget klientilistisk indstillede akademiske miljø, og som man derfor i mange situationer bør være opmærksom på.

Noten tjener også en funktion, der kan ligne ansvarsfraskrivelse. Hvis en oplysning er forkert, kan den ikke lægges forfatteren til last, så længe forfatteren gennem en fodnote kan vise, at den stammer fra en troværdig kilde. Hvis man ikke bare er ude på at pege fingre, men faktisk komme til bunds i sagerne, kan noter derfor også tjene til at lokalisere fejlkilder. Hvis man som forsker har mistanke om, at en oplysning etc. er fejlbehæftet på en eller anden måde, kan man ved hjælp af noterne ideelt set følge den tilbage til sin rod, og den oprindelige kilde til oplysningen etc. kan i bedste fald identificeres.

Noten tjener altså den kritiske læsers formål. Hvis man stiller sig skeptisk til en akademisk tekst, bør teksten have referencer af en kvalitet, der tilfredsstiller den skeptiske læsers ønske om belæg.

Der er ingen faste regler for, hvor trivielle eller små oplysningerne skal være, før de ikke kræver en note. Som tommelfingerregel kan man sige, at oplysninger, der forekommer i gængse og almindeligt tilgængelige opslagsværker, ikke skal have en note. At Christian IV var konge og at han døde i 1648 er så almindelig kendt, at det ikke bør belægges med en reference.

På den anden side ligger djævlen ofte i detaljen forstået på den måde, at videnskaben netop er kendetegnet ved at stille spørgsmål til det, der i øvrigt betragtes som trivielt, selvfølgeligt eller banalt. Den historiske mastekran på Holmen i København omtales stadig rutinemæssigt som Christian IV's Mastekran, og det kan man jo være tilbøjelig til at godtage som en triviel oplysning, der ikke skal kvalificeres yderligere, men den er ikke triviel. Den er forkert. (se Marinehistorisk Tidsskrift 2010, s. 14)

Det var så et eksempel på en oplysning, der krævede en note. Noten har jeg her givet en uortodoks, men i øvrigt ikke ubrugelig form, idet jeg blot har henvist til et tidsskrift uden artikel eller forfatter og har gjort det i en parentes i selve teksten, hvilket ikke er helt så sædvanligt i historievidenskaben. Men noten er tilstrækkelig. Det er ingen kunst at finde Marinehistorisk Tidsskrift for det pågældende år. Notens formål er at give læseren oplysninger nok til at finde belægget på et relevant bibliotek, på det angivne arkiv eller fra en anden kilde, typisk en elektronisk ressource på nettet. Det er altså ikke nok, at en note angiver "Berlingske Tidende", "Rigsarkivet" som henvisning. Man skal i førstnævnte tilfælde have datoen for avisens udgivelse (og evt sidetal, hvis det er en søndagberlinger) og i sidstnævnte have oplysninger nok til at den relevante arkivkasse  og også gerne læg kan bestilles på arkivets læsesal. For de elektroniske ressourcer anvendes typisk hele URL'en sammen med datoen for, hvornår den er læst.

Med hensyn til notens praktisk udformning er det ikke vigtigt, hvilken konvention man følger, men at man følger den konsekvent. Der findes mange forskellige måder at udforme en note på. I naturvidenskaberne anvendes typisk Harvard eller Vancouver System of Referencing. Jeg følger selv forskriften fra Historisk Tidsskrift, der anvender fodnoter, men man kan også bruge slutnoter, noter i teksten (typisk Harvard) eller en helt tredje (fx http://www.temphist.dk/?page_id=24) bare man følger den konsekvent.