Når jeg skal vurdere en akademisk afhandling, ser jeg som noget af det første på forskningsdiskussionen. Hvis den er god, er resten af afhandlingen det som regel også. Her demonstreres overblik.
Forskningsdiskussionen skal i udgangspunktet dokumentere, at forfatteren er bekendt med det, der på tysk så præcist kaldes Stand der Forschung, altså hvad er den etablerede forskning nået frem til på et givet felt? Hvad er de etablerede erkendelser, fortolkninger, usikkerheder, kildegrundlag, metoder?
Forskning er sjældent rent akkumulativ sådan at forstå, at den entydigt skrider fremad mod en rigere og bedre erkendelse af et givet problem. Der er altid en pågående diskussion om tildragelsernes rette sammenhæng, årsager og virkninger. Denne uenighed findes i alle videnskaber, men ikke mindst i historievidenskaben - eller skulle man sige historievidenskaberne.
Disse uenigheder har ofte dybe rødder. De knytter sig til epistemologiske, ontologiske og ikke mindst ideologiske grundlagsdiskussioner, altså den enkelte historikers erkendelsesteori, grundlæggende forståelse af verdens beskaffenhed og opfattelsen af, hvordan verden burde indrettes.
Der vil antagelig aldrig kunne opnås enighed blandt historikere om, hvordan centrale spørgsmål i historien skal forstås. Så meget desto vigtigere er det, at historikere er i stand til at hæve sig op over deres eget synspunkt. Det første kendetegn på en god forskningsdiskussion er derfor, at den kan gengive andre synspunkter end forfatterens eget således at synspunktet genkendes af dets indehaver.
Forskningsdiskussionen fungerer i tæt sammenhæng med problemformuleringen. Forskningsdiskussionen er ikke bare en gennemgang af litteraturen om et givet emne. Den er en gennemgang af, hvordan afhandlingens problemformulering er blevet besvaret i den eksisterende litteratur. Typisk vil der være to eller flere skoler at redegøre for.
Hvis der er tale om klassiske problemformuleringer, eksisterer der allerede en stor mængde forskning, der har forsøgt at svare på problemet. Det er det, der gør et problem klassisk. Hvis problemet er originalt, vil der som regel altid være svaret på det i et eller andet omfang, men det kræver, at man leder i litteraturen. Da Alain Corbin satte sig for at undersøge, om lugtesansen havde en historie, var der tale om en original problemformulering. Men når man ser efter, viser det sig, at Troels-Lund mere end 100 år tidligere havde tegnet skitsen til dens historie.
Forskningsdiskussionen kvalificerer problemformuleringen. Den viser, hvad der er doxa, etablerede antagelser, kendte metoder, vedtagne teorier. Man skal kunne beherske det vedtagne for at have evnen til at undre sig. Hvis man ikke har en forestilling om, hvad man bør forvente, kan man ikke blive overrasket. Derfor vil enhver god forskningsdiskussion også indirekte vise læseren i retning af, afhandlingens ærinde. Hvis forskningsdiskussionen viser, at et givet kildemateriale, en given metode eller teori ikke er inddraget i den etablerede forskning, betyder det, at dette kildemateriale, denne metode eller teori vil blive inddraget i afhandlingen.
Jeg har for at demonstrere denne pointe forsøgt skæmtvis at skitsere, hvordan en forskningsdiskussion kunne udformes her:
http://jesfabricius.blogspot.dk/2013/10/hvordan-skal-man-forsta-matador.html
Ingen kommentarer:
Send en kommentar