Hvad er en indledning?

Indledningen skal for det første sætte et par pejlemærker for, hvad det hele handler om (tid, sted, emne, problemfelt osv.), og for det andet rumme en eller anden form for motivation for, hvorfor dette emne og problem er taget op. Indledningen skal skitsemæssigt foregribe, hvad resten af specialet går ud på uden at der opstår for megen redundans. Derfor er indledningen som regel ret kort.

En stadig mere anvendt form er at begynde med noget meget konkret. Det kan, hvis emnet er et handlingsforløb, være en central begivenhed ("Den 18. april 1864 tidligt om morgenen....") eller et typisk eksempel ("Det var en morgen som så mange morgener, da stuepigen Ida fyrede op i kakkelovnen...") Denne metode, der er lånt fra journalistikken, tjener fx til at engagere læseren, at vække nysgerrigheden og at skabe en umiddelbar kontakt med emnet. Den kan også illustrere relevansen så stærkt, at man faktisk ikke engang behøver at eksplicitere den yderligere. Den rigtigt gode konkretisering serveret i en ferm sprogdragt er et effektivt værktøj.

Man kan også vælge at zoome ind på emnet ved at begynde med en meget abstrakt tilgang ("Mennesket har altid spekuleret over, hvorfor...." eller "Grænselandet har gennem århundreder været genstand for konflikt mellem....") Denne indgang til et emne er mere traditionel, udstråler saglighed og kan rumme relevansen i sig, men har den svaghed, at den også er tørrere end den mere konkrete, med mindre man kan stille med en generaliserende betragtning, der er ukonventionel ("Det hyppigst forekommende efternavn på listen over danske udenrigsministre i det 20. århundrede er Scavenius.")

Endelig er der den personlige tilgang, som man skal være varsom med at anvende, fordi den udstråler en for stor grad subjektivitet. ("Jeg vil skrive om dette emne, fordi jeg altid har interesseret mig for..." eller "Jeg har selv fået stillet diagnosen X, og derfor vil jeg undersøge den behandling, som patienter med samme diagnose har været udsat for i...") På den anden side må man erkende, at mange emner vælges af personlige grunde, og at en åben deklaration af forfatterens eget engagement i emnet tjener som nødvendig forudsætning for den rette forståelse af teksten. Man må fx stille spørgsmålet, omdet er hensigtsmæssigt, at det holdes skjult for læseren af en undersøgelse af fængselsvæsenet, at forfatteren selv har siddet inde.

Relevansen af en historisk undersøgelse er altid vanskelig at redegøre for. Man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det har været diskuteret så ihærdigt, eller man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det aldrig har været taget op før. Begge er lødige argumenter, selv om  de i kombination ikke udelukker noget emne overhovedet. Arbejdsmarken for historikere er i princippet uendelig stor.

Man kan også appellere til en eller anden form for principiel relevans ("Det har altid været diskuteret, hvor vidt...."), men i sidste ende står man altid med det problem, at det er svært rationelt at berettige hvordan en udredning af fortidens tildragelser kan berige samtiden eller tilvejebringe lærdom for fremtiden.

Tilbage står appellen til en nysgerrighed, som imidlertid har vist sig at være så grundlæggende og vedvarende, at interessen for historiske undersøgelser næppe har udsigt til at udslukkes foreløbigt.