Sproget

Sproget i et speciale skal leve op til de standarder, der gælder for retstavning, tegnsætning, syntaks osv. Dansk sprognævn har en instruktiv hjemmeside, som man med fordel kan besøge:

http://sproget.dk/

Noget af det sværeste er at formulere sig klart og enkelt. En god vejledning til almindelig økonomisk omgang med de sproglige virkemidler leveres af sprogpedanten:

http://sprogpedanten.dk/

Jeg har andetsteds som et eksperiment forsøgt mig med en akademisk volapykgenerator:

http://jesfabricius.blogspot.dk/2014/01/hvordan-man-skriver-intellektuelt.html

Det forskrækkende er naturligvis, at de randomiserede sætninger forbavsende ofte kommer tæt på, hvad man faktisk kan støde på i humanistisk videnskab. Sort snak og prætentiøs namedropping er en ikke sjældent forekommende uskik på de kanter.

Den faglige tradition i historievidenskaben bygger på, at det skriftlige slutprodukt skal kunne læses af lægmand. Vores bøger kommer ikke sjældent på kommercielle forlag og anmeldes i dagspressen. Det adskiller historiefaget fra de fleste andre forskningsdiscipliner.

Det får mange til at tro, at processen frem mod slutproduktet har været lige så let som læsningen. Det er naturligvis ikke tilfældet. Det, der kan forekomme selvindlysende for dem, der har fået det at vide, blev jo først selvindlysende i det øjeblik nogen fandt ud af det.

Mange andre fag gør brug af en omfattende, fagspecifik terminologi, der er udviklet for at lette den faginterne kommunikation. Når installatører taler om krydsfelter, eller når filosoffer taler om epistemologi, ved de præcist hvad de taler om. Til gengæld kræver det en indsats for udenforstående at sætte sig ind i, hvad fagudtrykkene betyder. Historievidenskaben har kun ganske få af de helt fagspecifikke ord. Levnsslutning er et af dem. Historikere ved øjeblikkeligt, hvad der menes, mens andre først skal have en forklaring.

Men eftersom historikere beskæftiger sig med fortidens tildragelser i bred almindelighed, må vi tilegne os det sprog, der nu gælder inden for det område, som vi beskæftiger os med, uanset om det er retshistorie, videnskabshistorie, militærhistorie, kirkehistorie eller hvad det nu kan være. Historikere er terminologiske gøgeunger. Derfor er der også en risiko for at "go native" som antropologerne siger, det vil sige at historikeren kritikløst identificerer sig med sit genstandsfelt og dermed ophører med at have ambitionen om at omsætte stoffet, men bare gengive det i størrelsesforholdet 1:1.