Metoden er den fremgangsmåde, der er valgt for at kunne besvare problemformuleringen. Man skal til dette formål kunne udpege relevant kildemateriale og angive en læsestrategi, altså den måde, hvorpå kildematerialet fortolkes. Historie er en empirisk videnskab. Eftersom fortiden ikke kan gøres til genstand for en umiddelbar betragtning, må man som historiker gøre brug af en middelbar iagttagelse gennem de spor, beretninger, levn, arkivalier, billeder, genstande osv., som fortiden har efterladt sig, og som vi sammenlagt kalder kilderne eller kildematerialet.
Kildematerialet skal være relevant. Hvis jeg ønsker at studere dansk presses dækning af De olympiske Lege i Berlin i 1936, skal jeg ikke overraskende læse dansk presse fra tiden. Som supplerende materiale kunne jeg vælge at inddrage centrale pressefolks egne erindringer, samtidige breve og meget andet, men hovedkilden vil være danske aviser og ugerevyer og radioudsendelser for så vidt de stadig er bevarede. Hvis jeg derimod ønsker at studere Gunnar "Nu" Hansens forhold til De olympiske Lege i Berlin 1936, vil eventuelle breve og erindringer rykke i centrum, for så vil undersøgelsen have mere biografisk karakter. Hans egne reportager vil indtage en hovedrolle, men den almindelige dækning af legene vil også være relevant for at tilvejebringe baggrundsmateriale og for at kunne forstå på hvilke punkter Hansen skilte sig ud fra mængden og hvornår han bare gjorde som resten.
Hvis jeg ønsker at studere reglerne om fysisk afstraffelse i folkeskolen, er det primære kildemateriale naturligvis lovgivningen. Hvis jeg derimod ønsker at kortlægge anvendelsen af fysisk afstraffelse i folkeskolen, er lovgivningen kun til begrænset nytte, og jeg måtte gribe til erindringer, indberetninger, klager osv., en på alle måder langt mere vanskelig opgave.
De såkaldte historiografiske undersøgelser er egentlig udvidede forskningsdiskussioner. De er ikke sjældent bygget op over spørgsmål af typen: "Hvordan er problemkompleks X blevet behandlet i forskningen gennem tiden?" Det vil også sige, at de ikke beskæftiger sig direkte med klassiske kildestudier, men højst indirekte behandler, hvordan andre har bedrevet kildestudier. Det betyder imidlertid ikke, at en historiografisk undersøgelse ikke er empirisk. Empirien eller kildematerialet for en historiografisk undersøgelse er blot andre historiske afhandlinger.
Med hensyn til læse- eller fortolkningsstrategi anvender langt de fleste i praksis en pragmatisk eller common-sense tilgang. Man kan nå forbavsende langt ved bare at læse, hvad der står i kilderne, men man må naturligvis ikke bare naivt forlade sig på den ordrette gengivelse af, hvad der står. Først og fremmest skal man naturligvis anvende den klassiske kildekritiks instrumenter. Det gælder ikke mindst, når det handler om at gengive hændelsesforløb: hvem gjorde hvad hvornår?
Hvis tilgangen til stoffet er kvantitativ - som den f.eks. ofte er i økonomisk historie - vil man ikke så meget begive sig af med at udgranske hændelsers forløb og aktørers betydning som at finde vidnesbyrd om transaktioners størrelse og omsætningers omfang. Hvis man f.eks. ønskede at undersøge et entreprenørfirmas andel i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, ville det være en helt anden undersøgelse end hvis man ville afdække samme firmas andel i markedet for jernbeton i rustningsindustrien. Kildematerialet til begge undersøgelser kunne imidlertid sagtens være overlappende, men tilgangen til kildematerialet ganske forskellig.
Ingen læsning er uskyldig, og man skal være sig bevidst, at ingenting siger sig selv. Mange vælger at kalde deres læsestrategi noget, som ofte har modeprægets karakter: diskursanalyse, begrebshistorie, ANT, hermeneutik eller noget helt andet, typisk en blanding (ikke sjældent kaldet "eklektisk metode") af flere tilgange. Hvad man end gør, er det sundt at have et bevidst og eksplicit forhold til sin egen tilgang til stoffet. Det betyder imidlertid ikke, at man skal fylde sit speciale med længere traktater, der viser, at man har forstået, hvad Habermas, Latour, Gadamer, Foucault, Gellner, Giddens, Bourdieu eller hvem det nu måtte være har skrevet. Ofte står man tilbage efter læsningen af sådanne kapitler med det indtryk, at forfatteren vel nok har gjort sig umage med at forstå denne vanskeligt tilgængelige tænker, men at denne ulejlighed ikke har været af nævneværdig betydning for, hvor meget klogere læseren bliver på det spørgsmål, som afhandlingen søger at besvare. Således bliver metodeafsnit uforholdsmæssigt lange og tager derfor ofte en plads, som kunne have været anvendt mere hensigtsmæssigt inden for specialets omfangsbegrænsninger.
The proof of the pudding is in the eating, som man siger. Man skal kun anvende en metode - eller en teori for den sags skyld - for så vidt den sætter os stand til at forstå noget, som vi ellers ikke ville have forstået. Hvis det ikke er tilfældet, skal man skrotte den. Men det fratager stadig ikke forfatteren for det ansvar at forklare, hvordan resultatet for undersøgelsen er opnået.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar