Der findes ingen fast model for, hvordan man disponerer et historiespeciale. Man kan i litteraturen finde nogle meget håndfaste anvisninger på udformningen af "Den gode opgave", men de tager sjældent højde for de særlige konventioner, der gælder i forskellige faglige traditioner. Der er fx stor forskel på, hvordan man gør i så nærliggende fag som etnologi og historie.
Dernæst vil dispositionen altid afhænge af emnet. Form skal følge indhold. Nogle undersøgelser kræver fx omfattende forskningsdiskussioner, andre ikke. Endelig vil enhver disposition have problemer, fordi afhandlingens enkelte elementer uvægerligt vil forudsætte hinanden. Tydeligst er det i forholdet mellem forskningsdiskussion og problemformulering. Man kan ikke have en ordentlig forskningsdiskussion uden at den er styret af en god problemformulering og man kan på den anden side ikke have en god problemformulering uden at den er kvalificeret af en god forskningsdiskussion.
Som tommelfingerregel kan man bygge dispositionen op efter en serie af spørgsmål:
Hvad er mit emne?
Hvad er problemet?
Hvorfor er det vigtigt?
Hvad mener andre om dette problem?
Hvordan vil jeg undersøge dette problem?
og
Hvad viser min undersøgelse?
Som regel skal der ikke overraskende indledes med en indledning. Hvorvidt man derefter kan springe lige til en problemformulering afhænger af, hvor vidt den først skal kvalificeres af en forskningsdiskussion. Forskningsdiskussionen kan på sin side somme tider med fordel ligge spredt inde i selve undersøgelsen på de steder, hvor det er relevant at tage diskussionen, men eftersom forskningsdiskussionen er så vigtigt et pejlemærke for læseren, skal den som hovedregel ligge i begyndelsen af specialet. Dernæst følger som regel metodeafsnittet, hvor man redegør for, hvordan man har tænkt sig at gribe problemet an.
Eftersom historie er en empirisk videnskab skal selve undersøgelsen, arbejdet med kilderne, fylde hovedparten af specialet - som minimum halvdelen. Med de begrænsninger, der gælder i København - 60 sider á 2400 anslag inkl. noter - kan det sjældent blive fyldestgørende som historisk afhandling betragtet, men det er nok til at demonstrere, at den studerende behersker alle aspekter af en historisk undersøgelse.
Konklusionen skal binde enderne sammen. Den skal svare på det spørgsmål, som problemformuleringen stillede - også selv om problemformuleringen ikke nødvendigvis skal stilles som et spørgsmål. Husk, at det ikke forlanges af et speciale, at det præsenterer originale resultater. Velargumenterede og veldokumenterede pointer er afgørende, uanset om de er set før.
Det er vigtigt at understrege, at 'bløde' konklusioner er meget almindelige i historievidenskaben. Ord som "antagelig", "måske", "cirka" og "tilnærmelsesvis" forekommer ofte, simpelthen fordi det kan være vanskeligt at vide noget med sikkerhed. Det skal ikke forveksles med mangel på præcision. At lade som om en usikkerhed ikke er der, er ikke præcision. Tværtimod er det en dyd meget klart at tilkendegive, hvad man ved og ikke ved med.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar