I denne lille blog har jeg samlet mine erfaringer med at vejlede specialer på historiestudiet på Københavns Universitet opdelt i temaer, der erfaringsmæssigt afføder en del spørgsmål:
Om dispositionen
Om indledningen
Om problemformuleringen inklusiv problemformuleringsgeneratoren
Om forskningsdiskussionen
Om metode
Om teori
Om noter
Om sproget
god arbejdslyst
mvh
Jes Fabricius Møller
onsdag den 22. august 2018
søndag den 7. september 2014
Sproget
Sproget i et speciale skal leve op til de standarder, der gælder for retstavning, tegnsætning, syntaks osv. Dansk sprognævn har en instruktiv hjemmeside, som man med fordel kan besøge:
http://sproget.dk/
Noget af det sværeste er at formulere sig klart og enkelt. En god vejledning til almindelig økonomisk omgang med de sproglige virkemidler leveres af sprogpedanten:
http://sprogpedanten.dk/
Jeg har andetsteds som et eksperiment forsøgt mig med en akademisk volapykgenerator:
http://jesfabricius.blogspot.dk/2014/01/hvordan-man-skriver-intellektuelt.html
Det forskrækkende er naturligvis, at de randomiserede sætninger forbavsende ofte kommer tæt på, hvad man faktisk kan støde på i humanistisk videnskab. Sort snak og prætentiøs namedropping er en ikke sjældent forekommende uskik på de kanter.
Den faglige tradition i historievidenskaben bygger på, at det skriftlige slutprodukt skal kunne læses af lægmand. Vores bøger kommer ikke sjældent på kommercielle forlag og anmeldes i dagspressen. Det adskiller historiefaget fra de fleste andre forskningsdiscipliner.
Det får mange til at tro, at processen frem mod slutproduktet har været lige så let som læsningen. Det er naturligvis ikke tilfældet. Det, der kan forekomme selvindlysende for dem, der har fået det at vide, blev jo først selvindlysende i det øjeblik nogen fandt ud af det.
Mange andre fag gør brug af en omfattende, fagspecifik terminologi, der er udviklet for at lette den faginterne kommunikation. Når installatører taler om krydsfelter, eller når filosoffer taler om epistemologi, ved de præcist hvad de taler om. Til gengæld kræver det en indsats for udenforstående at sætte sig ind i, hvad fagudtrykkene betyder. Historievidenskaben har kun ganske få af de helt fagspecifikke ord. Levnsslutning er et af dem. Historikere ved øjeblikkeligt, hvad der menes, mens andre først skal have en forklaring.
Men eftersom historikere beskæftiger sig med fortidens tildragelser i bred almindelighed, må vi tilegne os det sprog, der nu gælder inden for det område, som vi beskæftiger os med, uanset om det er retshistorie, videnskabshistorie, militærhistorie, kirkehistorie eller hvad det nu kan være. Historikere er terminologiske gøgeunger. Derfor er der også en risiko for at "go native" som antropologerne siger, det vil sige at historikeren kritikløst identificerer sig med sit genstandsfelt og dermed ophører med at have ambitionen om at omsætte stoffet, men bare gengive det i størrelsesforholdet 1:1.
http://sproget.dk/
Noget af det sværeste er at formulere sig klart og enkelt. En god vejledning til almindelig økonomisk omgang med de sproglige virkemidler leveres af sprogpedanten:
http://sprogpedanten.dk/
Jeg har andetsteds som et eksperiment forsøgt mig med en akademisk volapykgenerator:
http://jesfabricius.blogspot.dk/2014/01/hvordan-man-skriver-intellektuelt.html
Det forskrækkende er naturligvis, at de randomiserede sætninger forbavsende ofte kommer tæt på, hvad man faktisk kan støde på i humanistisk videnskab. Sort snak og prætentiøs namedropping er en ikke sjældent forekommende uskik på de kanter.
Den faglige tradition i historievidenskaben bygger på, at det skriftlige slutprodukt skal kunne læses af lægmand. Vores bøger kommer ikke sjældent på kommercielle forlag og anmeldes i dagspressen. Det adskiller historiefaget fra de fleste andre forskningsdiscipliner.
Det får mange til at tro, at processen frem mod slutproduktet har været lige så let som læsningen. Det er naturligvis ikke tilfældet. Det, der kan forekomme selvindlysende for dem, der har fået det at vide, blev jo først selvindlysende i det øjeblik nogen fandt ud af det.
Mange andre fag gør brug af en omfattende, fagspecifik terminologi, der er udviklet for at lette den faginterne kommunikation. Når installatører taler om krydsfelter, eller når filosoffer taler om epistemologi, ved de præcist hvad de taler om. Til gengæld kræver det en indsats for udenforstående at sætte sig ind i, hvad fagudtrykkene betyder. Historievidenskaben har kun ganske få af de helt fagspecifikke ord. Levnsslutning er et af dem. Historikere ved øjeblikkeligt, hvad der menes, mens andre først skal have en forklaring.
Men eftersom historikere beskæftiger sig med fortidens tildragelser i bred almindelighed, må vi tilegne os det sprog, der nu gælder inden for det område, som vi beskæftiger os med, uanset om det er retshistorie, videnskabshistorie, militærhistorie, kirkehistorie eller hvad det nu kan være. Historikere er terminologiske gøgeunger. Derfor er der også en risiko for at "go native" som antropologerne siger, det vil sige at historikeren kritikløst identificerer sig med sit genstandsfelt og dermed ophører med at have ambitionen om at omsætte stoffet, men bare gengive det i størrelsesforholdet 1:1.
Hvordan disponerer man stoffet?
Der findes ingen fast model for, hvordan man disponerer et historiespeciale. Man kan i litteraturen finde nogle meget håndfaste anvisninger på udformningen af "Den gode opgave", men de tager sjældent højde for de særlige konventioner, der gælder i forskellige faglige traditioner. Der er fx stor forskel på, hvordan man gør i så nærliggende fag som etnologi og historie.
Dernæst vil dispositionen altid afhænge af emnet. Form skal følge indhold. Nogle undersøgelser kræver fx omfattende forskningsdiskussioner, andre ikke. Endelig vil enhver disposition have problemer, fordi afhandlingens enkelte elementer uvægerligt vil forudsætte hinanden. Tydeligst er det i forholdet mellem forskningsdiskussion og problemformulering. Man kan ikke have en ordentlig forskningsdiskussion uden at den er styret af en god problemformulering og man kan på den anden side ikke have en god problemformulering uden at den er kvalificeret af en god forskningsdiskussion.
Som tommelfingerregel kan man bygge dispositionen op efter en serie af spørgsmål:
Hvad er mit emne?
Hvad er problemet?
Hvorfor er det vigtigt?
Hvad mener andre om dette problem?
Hvordan vil jeg undersøge dette problem?
og
Hvad viser min undersøgelse?
Som regel skal der ikke overraskende indledes med en indledning. Hvorvidt man derefter kan springe lige til en problemformulering afhænger af, hvor vidt den først skal kvalificeres af en forskningsdiskussion. Forskningsdiskussionen kan på sin side somme tider med fordel ligge spredt inde i selve undersøgelsen på de steder, hvor det er relevant at tage diskussionen, men eftersom forskningsdiskussionen er så vigtigt et pejlemærke for læseren, skal den som hovedregel ligge i begyndelsen af specialet. Dernæst følger som regel metodeafsnittet, hvor man redegør for, hvordan man har tænkt sig at gribe problemet an.
Eftersom historie er en empirisk videnskab skal selve undersøgelsen, arbejdet med kilderne, fylde hovedparten af specialet - som minimum halvdelen. Med de begrænsninger, der gælder i København - 60 sider á 2400 anslag inkl. noter - kan det sjældent blive fyldestgørende som historisk afhandling betragtet, men det er nok til at demonstrere, at den studerende behersker alle aspekter af en historisk undersøgelse.
Konklusionen skal binde enderne sammen. Den skal svare på det spørgsmål, som problemformuleringen stillede - også selv om problemformuleringen ikke nødvendigvis skal stilles som et spørgsmål. Husk, at det ikke forlanges af et speciale, at det præsenterer originale resultater. Velargumenterede og veldokumenterede pointer er afgørende, uanset om de er set før.
Det er vigtigt at understrege, at 'bløde' konklusioner er meget almindelige i historievidenskaben. Ord som "antagelig", "måske", "cirka" og "tilnærmelsesvis" forekommer ofte, simpelthen fordi det kan være vanskeligt at vide noget med sikkerhed. Det skal ikke forveksles med mangel på præcision. At lade som om en usikkerhed ikke er der, er ikke præcision. Tværtimod er det en dyd meget klart at tilkendegive, hvad man ved og ikke ved med.
Dernæst vil dispositionen altid afhænge af emnet. Form skal følge indhold. Nogle undersøgelser kræver fx omfattende forskningsdiskussioner, andre ikke. Endelig vil enhver disposition have problemer, fordi afhandlingens enkelte elementer uvægerligt vil forudsætte hinanden. Tydeligst er det i forholdet mellem forskningsdiskussion og problemformulering. Man kan ikke have en ordentlig forskningsdiskussion uden at den er styret af en god problemformulering og man kan på den anden side ikke have en god problemformulering uden at den er kvalificeret af en god forskningsdiskussion.
Som tommelfingerregel kan man bygge dispositionen op efter en serie af spørgsmål:
Hvad er mit emne?
Hvad er problemet?
Hvorfor er det vigtigt?
Hvad mener andre om dette problem?
Hvordan vil jeg undersøge dette problem?
og
Hvad viser min undersøgelse?
Som regel skal der ikke overraskende indledes med en indledning. Hvorvidt man derefter kan springe lige til en problemformulering afhænger af, hvor vidt den først skal kvalificeres af en forskningsdiskussion. Forskningsdiskussionen kan på sin side somme tider med fordel ligge spredt inde i selve undersøgelsen på de steder, hvor det er relevant at tage diskussionen, men eftersom forskningsdiskussionen er så vigtigt et pejlemærke for læseren, skal den som hovedregel ligge i begyndelsen af specialet. Dernæst følger som regel metodeafsnittet, hvor man redegør for, hvordan man har tænkt sig at gribe problemet an.
Eftersom historie er en empirisk videnskab skal selve undersøgelsen, arbejdet med kilderne, fylde hovedparten af specialet - som minimum halvdelen. Med de begrænsninger, der gælder i København - 60 sider á 2400 anslag inkl. noter - kan det sjældent blive fyldestgørende som historisk afhandling betragtet, men det er nok til at demonstrere, at den studerende behersker alle aspekter af en historisk undersøgelse.
Konklusionen skal binde enderne sammen. Den skal svare på det spørgsmål, som problemformuleringen stillede - også selv om problemformuleringen ikke nødvendigvis skal stilles som et spørgsmål. Husk, at det ikke forlanges af et speciale, at det præsenterer originale resultater. Velargumenterede og veldokumenterede pointer er afgørende, uanset om de er set før.
Det er vigtigt at understrege, at 'bløde' konklusioner er meget almindelige i historievidenskaben. Ord som "antagelig", "måske", "cirka" og "tilnærmelsesvis" forekommer ofte, simpelthen fordi det kan være vanskeligt at vide noget med sikkerhed. Det skal ikke forveksles med mangel på præcision. At lade som om en usikkerhed ikke er der, er ikke præcision. Tværtimod er det en dyd meget klart at tilkendegive, hvad man ved og ikke ved med.
lørdag den 6. september 2014
Hvad er metode?
Metoden er den fremgangsmåde, der er valgt for at kunne besvare problemformuleringen. Man skal til dette formål kunne udpege relevant kildemateriale og angive en læsestrategi, altså den måde, hvorpå kildematerialet fortolkes. Historie er en empirisk videnskab. Eftersom fortiden ikke kan gøres til genstand for en umiddelbar betragtning, må man som historiker gøre brug af en middelbar iagttagelse gennem de spor, beretninger, levn, arkivalier, billeder, genstande osv., som fortiden har efterladt sig, og som vi sammenlagt kalder kilderne eller kildematerialet.
Kildematerialet skal være relevant. Hvis jeg ønsker at studere dansk presses dækning af De olympiske Lege i Berlin i 1936, skal jeg ikke overraskende læse dansk presse fra tiden. Som supplerende materiale kunne jeg vælge at inddrage centrale pressefolks egne erindringer, samtidige breve og meget andet, men hovedkilden vil være danske aviser og ugerevyer og radioudsendelser for så vidt de stadig er bevarede. Hvis jeg derimod ønsker at studere Gunnar "Nu" Hansens forhold til De olympiske Lege i Berlin 1936, vil eventuelle breve og erindringer rykke i centrum, for så vil undersøgelsen have mere biografisk karakter. Hans egne reportager vil indtage en hovedrolle, men den almindelige dækning af legene vil også være relevant for at tilvejebringe baggrundsmateriale og for at kunne forstå på hvilke punkter Hansen skilte sig ud fra mængden og hvornår han bare gjorde som resten.
Hvis jeg ønsker at studere reglerne om fysisk afstraffelse i folkeskolen, er det primære kildemateriale naturligvis lovgivningen. Hvis jeg derimod ønsker at kortlægge anvendelsen af fysisk afstraffelse i folkeskolen, er lovgivningen kun til begrænset nytte, og jeg måtte gribe til erindringer, indberetninger, klager osv., en på alle måder langt mere vanskelig opgave.
De såkaldte historiografiske undersøgelser er egentlig udvidede forskningsdiskussioner. De er ikke sjældent bygget op over spørgsmål af typen: "Hvordan er problemkompleks X blevet behandlet i forskningen gennem tiden?" Det vil også sige, at de ikke beskæftiger sig direkte med klassiske kildestudier, men højst indirekte behandler, hvordan andre har bedrevet kildestudier. Det betyder imidlertid ikke, at en historiografisk undersøgelse ikke er empirisk. Empirien eller kildematerialet for en historiografisk undersøgelse er blot andre historiske afhandlinger.
Med hensyn til læse- eller fortolkningsstrategi anvender langt de fleste i praksis en pragmatisk eller common-sense tilgang. Man kan nå forbavsende langt ved bare at læse, hvad der står i kilderne, men man må naturligvis ikke bare naivt forlade sig på den ordrette gengivelse af, hvad der står. Først og fremmest skal man naturligvis anvende den klassiske kildekritiks instrumenter. Det gælder ikke mindst, når det handler om at gengive hændelsesforløb: hvem gjorde hvad hvornår?
Hvis tilgangen til stoffet er kvantitativ - som den f.eks. ofte er i økonomisk historie - vil man ikke så meget begive sig af med at udgranske hændelsers forløb og aktørers betydning som at finde vidnesbyrd om transaktioners størrelse og omsætningers omfang. Hvis man f.eks. ønskede at undersøge et entreprenørfirmas andel i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, ville det være en helt anden undersøgelse end hvis man ville afdække samme firmas andel i markedet for jernbeton i rustningsindustrien. Kildematerialet til begge undersøgelser kunne imidlertid sagtens være overlappende, men tilgangen til kildematerialet ganske forskellig.
Ingen læsning er uskyldig, og man skal være sig bevidst, at ingenting siger sig selv. Mange vælger at kalde deres læsestrategi noget, som ofte har modeprægets karakter: diskursanalyse, begrebshistorie, ANT, hermeneutik eller noget helt andet, typisk en blanding (ikke sjældent kaldet "eklektisk metode") af flere tilgange. Hvad man end gør, er det sundt at have et bevidst og eksplicit forhold til sin egen tilgang til stoffet. Det betyder imidlertid ikke, at man skal fylde sit speciale med længere traktater, der viser, at man har forstået, hvad Habermas, Latour, Gadamer, Foucault, Gellner, Giddens, Bourdieu eller hvem det nu måtte være har skrevet. Ofte står man tilbage efter læsningen af sådanne kapitler med det indtryk, at forfatteren vel nok har gjort sig umage med at forstå denne vanskeligt tilgængelige tænker, men at denne ulejlighed ikke har været af nævneværdig betydning for, hvor meget klogere læseren bliver på det spørgsmål, som afhandlingen søger at besvare. Således bliver metodeafsnit uforholdsmæssigt lange og tager derfor ofte en plads, som kunne have været anvendt mere hensigtsmæssigt inden for specialets omfangsbegrænsninger.
The proof of the pudding is in the eating, som man siger. Man skal kun anvende en metode - eller en teori for den sags skyld - for så vidt den sætter os stand til at forstå noget, som vi ellers ikke ville have forstået. Hvis det ikke er tilfældet, skal man skrotte den. Men det fratager stadig ikke forfatteren for det ansvar at forklare, hvordan resultatet for undersøgelsen er opnået.
Kildematerialet skal være relevant. Hvis jeg ønsker at studere dansk presses dækning af De olympiske Lege i Berlin i 1936, skal jeg ikke overraskende læse dansk presse fra tiden. Som supplerende materiale kunne jeg vælge at inddrage centrale pressefolks egne erindringer, samtidige breve og meget andet, men hovedkilden vil være danske aviser og ugerevyer og radioudsendelser for så vidt de stadig er bevarede. Hvis jeg derimod ønsker at studere Gunnar "Nu" Hansens forhold til De olympiske Lege i Berlin 1936, vil eventuelle breve og erindringer rykke i centrum, for så vil undersøgelsen have mere biografisk karakter. Hans egne reportager vil indtage en hovedrolle, men den almindelige dækning af legene vil også være relevant for at tilvejebringe baggrundsmateriale og for at kunne forstå på hvilke punkter Hansen skilte sig ud fra mængden og hvornår han bare gjorde som resten.
Hvis jeg ønsker at studere reglerne om fysisk afstraffelse i folkeskolen, er det primære kildemateriale naturligvis lovgivningen. Hvis jeg derimod ønsker at kortlægge anvendelsen af fysisk afstraffelse i folkeskolen, er lovgivningen kun til begrænset nytte, og jeg måtte gribe til erindringer, indberetninger, klager osv., en på alle måder langt mere vanskelig opgave.
De såkaldte historiografiske undersøgelser er egentlig udvidede forskningsdiskussioner. De er ikke sjældent bygget op over spørgsmål af typen: "Hvordan er problemkompleks X blevet behandlet i forskningen gennem tiden?" Det vil også sige, at de ikke beskæftiger sig direkte med klassiske kildestudier, men højst indirekte behandler, hvordan andre har bedrevet kildestudier. Det betyder imidlertid ikke, at en historiografisk undersøgelse ikke er empirisk. Empirien eller kildematerialet for en historiografisk undersøgelse er blot andre historiske afhandlinger.
Med hensyn til læse- eller fortolkningsstrategi anvender langt de fleste i praksis en pragmatisk eller common-sense tilgang. Man kan nå forbavsende langt ved bare at læse, hvad der står i kilderne, men man må naturligvis ikke bare naivt forlade sig på den ordrette gengivelse af, hvad der står. Først og fremmest skal man naturligvis anvende den klassiske kildekritiks instrumenter. Det gælder ikke mindst, når det handler om at gengive hændelsesforløb: hvem gjorde hvad hvornår?
Hvis tilgangen til stoffet er kvantitativ - som den f.eks. ofte er i økonomisk historie - vil man ikke så meget begive sig af med at udgranske hændelsers forløb og aktørers betydning som at finde vidnesbyrd om transaktioners størrelse og omsætningers omfang. Hvis man f.eks. ønskede at undersøge et entreprenørfirmas andel i krigsforbrydelser under Anden Verdenskrig, ville det være en helt anden undersøgelse end hvis man ville afdække samme firmas andel i markedet for jernbeton i rustningsindustrien. Kildematerialet til begge undersøgelser kunne imidlertid sagtens være overlappende, men tilgangen til kildematerialet ganske forskellig.
Ingen læsning er uskyldig, og man skal være sig bevidst, at ingenting siger sig selv. Mange vælger at kalde deres læsestrategi noget, som ofte har modeprægets karakter: diskursanalyse, begrebshistorie, ANT, hermeneutik eller noget helt andet, typisk en blanding (ikke sjældent kaldet "eklektisk metode") af flere tilgange. Hvad man end gør, er det sundt at have et bevidst og eksplicit forhold til sin egen tilgang til stoffet. Det betyder imidlertid ikke, at man skal fylde sit speciale med længere traktater, der viser, at man har forstået, hvad Habermas, Latour, Gadamer, Foucault, Gellner, Giddens, Bourdieu eller hvem det nu måtte være har skrevet. Ofte står man tilbage efter læsningen af sådanne kapitler med det indtryk, at forfatteren vel nok har gjort sig umage med at forstå denne vanskeligt tilgængelige tænker, men at denne ulejlighed ikke har været af nævneværdig betydning for, hvor meget klogere læseren bliver på det spørgsmål, som afhandlingen søger at besvare. Således bliver metodeafsnit uforholdsmæssigt lange og tager derfor ofte en plads, som kunne have været anvendt mere hensigtsmæssigt inden for specialets omfangsbegrænsninger.
The proof of the pudding is in the eating, som man siger. Man skal kun anvende en metode - eller en teori for den sags skyld - for så vidt den sætter os stand til at forstå noget, som vi ellers ikke ville have forstået. Hvis det ikke er tilfældet, skal man skrotte den. Men det fratager stadig ikke forfatteren for det ansvar at forklare, hvordan resultatet for undersøgelsen er opnået.
tirsdag den 2. september 2014
Hvad er en indledning?
Indledningen skal for det første sætte et par pejlemærker for, hvad det hele handler om (tid, sted, emne, problemfelt osv.), og for det andet rumme en eller anden form for motivation for, hvorfor dette emne og problem er taget op. Indledningen skal skitsemæssigt foregribe, hvad resten af specialet går ud på uden at der opstår for megen redundans. Derfor er indledningen som regel ret kort.
En stadig mere anvendt form er at begynde med noget meget konkret. Det kan, hvis emnet er et handlingsforløb, være en central begivenhed ("Den 18. april 1864 tidligt om morgenen....") eller et typisk eksempel ("Det var en morgen som så mange morgener, da stuepigen Ida fyrede op i kakkelovnen...") Denne metode, der er lånt fra journalistikken, tjener fx til at engagere læseren, at vække nysgerrigheden og at skabe en umiddelbar kontakt med emnet. Den kan også illustrere relevansen så stærkt, at man faktisk ikke engang behøver at eksplicitere den yderligere. Den rigtigt gode konkretisering serveret i en ferm sprogdragt er et effektivt værktøj.
Man kan også vælge at zoome ind på emnet ved at begynde med en meget abstrakt tilgang ("Mennesket har altid spekuleret over, hvorfor...." eller "Grænselandet har gennem århundreder været genstand for konflikt mellem....") Denne indgang til et emne er mere traditionel, udstråler saglighed og kan rumme relevansen i sig, men har den svaghed, at den også er tørrere end den mere konkrete, med mindre man kan stille med en generaliserende betragtning, der er ukonventionel ("Det hyppigst forekommende efternavn på listen over danske udenrigsministre i det 20. århundrede er Scavenius.")
Endelig er der den personlige tilgang, som man skal være varsom med at anvende, fordi den udstråler en for stor grad subjektivitet. ("Jeg vil skrive om dette emne, fordi jeg altid har interesseret mig for..." eller "Jeg har selv fået stillet diagnosen X, og derfor vil jeg undersøge den behandling, som patienter med samme diagnose har været udsat for i...") På den anden side må man erkende, at mange emner vælges af personlige grunde, og at en åben deklaration af forfatterens eget engagement i emnet tjener som nødvendig forudsætning for den rette forståelse af teksten. Man må fx stille spørgsmålet, omdet er hensigtsmæssigt, at det holdes skjult for læseren af en undersøgelse af fængselsvæsenet, at forfatteren selv har siddet inde.
Relevansen af en historisk undersøgelse er altid vanskelig at redegøre for. Man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det har været diskuteret så ihærdigt, eller man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det aldrig har været taget op før. Begge er lødige argumenter, selv om de i kombination ikke udelukker noget emne overhovedet. Arbejdsmarken for historikere er i princippet uendelig stor.
Man kan også appellere til en eller anden form for principiel relevans ("Det har altid været diskuteret, hvor vidt...."), men i sidste ende står man altid med det problem, at det er svært rationelt at berettige hvordan en udredning af fortidens tildragelser kan berige samtiden eller tilvejebringe lærdom for fremtiden.
Tilbage står appellen til en nysgerrighed, som imidlertid har vist sig at være så grundlæggende og vedvarende, at interessen for historiske undersøgelser næppe har udsigt til at udslukkes foreløbigt.
En stadig mere anvendt form er at begynde med noget meget konkret. Det kan, hvis emnet er et handlingsforløb, være en central begivenhed ("Den 18. april 1864 tidligt om morgenen....") eller et typisk eksempel ("Det var en morgen som så mange morgener, da stuepigen Ida fyrede op i kakkelovnen...") Denne metode, der er lånt fra journalistikken, tjener fx til at engagere læseren, at vække nysgerrigheden og at skabe en umiddelbar kontakt med emnet. Den kan også illustrere relevansen så stærkt, at man faktisk ikke engang behøver at eksplicitere den yderligere. Den rigtigt gode konkretisering serveret i en ferm sprogdragt er et effektivt værktøj.
Man kan også vælge at zoome ind på emnet ved at begynde med en meget abstrakt tilgang ("Mennesket har altid spekuleret over, hvorfor...." eller "Grænselandet har gennem århundreder været genstand for konflikt mellem....") Denne indgang til et emne er mere traditionel, udstråler saglighed og kan rumme relevansen i sig, men har den svaghed, at den også er tørrere end den mere konkrete, med mindre man kan stille med en generaliserende betragtning, der er ukonventionel ("Det hyppigst forekommende efternavn på listen over danske udenrigsministre i det 20. århundrede er Scavenius.")
Endelig er der den personlige tilgang, som man skal være varsom med at anvende, fordi den udstråler en for stor grad subjektivitet. ("Jeg vil skrive om dette emne, fordi jeg altid har interesseret mig for..." eller "Jeg har selv fået stillet diagnosen X, og derfor vil jeg undersøge den behandling, som patienter med samme diagnose har været udsat for i...") På den anden side må man erkende, at mange emner vælges af personlige grunde, og at en åben deklaration af forfatterens eget engagement i emnet tjener som nødvendig forudsætning for den rette forståelse af teksten. Man må fx stille spørgsmålet, omdet er hensigtsmæssigt, at det holdes skjult for læseren af en undersøgelse af fængselsvæsenet, at forfatteren selv har siddet inde.
Relevansen af en historisk undersøgelse er altid vanskelig at redegøre for. Man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det har været diskuteret så ihærdigt, eller man kan sige, at et emne bør tages op, fordi det aldrig har været taget op før. Begge er lødige argumenter, selv om de i kombination ikke udelukker noget emne overhovedet. Arbejdsmarken for historikere er i princippet uendelig stor.
Man kan også appellere til en eller anden form for principiel relevans ("Det har altid været diskuteret, hvor vidt...."), men i sidste ende står man altid med det problem, at det er svært rationelt at berettige hvordan en udredning af fortidens tildragelser kan berige samtiden eller tilvejebringe lærdom for fremtiden.
Tilbage står appellen til en nysgerrighed, som imidlertid har vist sig at være så grundlæggende og vedvarende, at interessen for historiske undersøgelser næppe har udsigt til at udslukkes foreløbigt.
lørdag den 30. august 2014
Hvad er teori?
Specialeskrivere har ofte mange kvaler med teorien. "Der skal jo være et teoriafsnit," siger de. Men det skal der ikke nødvendigvis. Det er faktisk sjældent, at et selvstændigt teoretisk afsnit bidrager med noget som helst til en historisk afhandling. Men det betyder ikke, at teorier kan undværes.
Teorien findes ikke som genre adskilt fra den almindelige historieskrivning. Teori er en abstraktion fra det konkrete eller det empiriske, men aldrig løsrevet fra dette. Nogle hævder, at Michel Foucault er teoretiker. Det er rigtigt, for så vidt mange af hans betragtninger er meget abstrakte, men mange af hans væsentligste iagttagelser er faktisk meget konkrete forstået på den måde, at de bidrager til forståelse af nogle specifikke fænomener inden for et velafgrænset område og et veldefineret tidsrum som f.eks. hans diskussion af den viktorianske seksualmoral. Det teoretiske potentiale i disse konkrete iagttagelser er f.eks. opgøret med den freudianske repressionshypotese. Foucaults iagttagelser har givet anledning til en revurdering af Freuds teori om sammenhængen mellem seksualitet og personlighed.
En teori kan være en forklarings- eller forståelsesmodel. En slankekur er på den måde et meget godt billede på en teori. En slankekur er en forskrift for, hvordan man taber sig, ofte uddraget af erfaringen, altså en overførsel fra det deskriptive til det normative. "Hvis du vil tabe dig, skal du undgå at spise x, men til gengæld spise y og i øvrigt foretage handling z, idet det har været iagttaget, at personer, der følger denne forskrift, taber sig." X kan da fx være kulhydrater, y proteiner og z motion.
Hvis man følger denne slankekur, men ikke taber sig, skyldes det så, at teorien er dårlig? Teoriens tilhængere vil naturligvis påstå, at det udeblevne vægttab skyldes, at man ikke har fulgt forskriften. Andre vil hævde, at teorien er utilstrækkelig, altså at den ikke giver en dækkende forklaring på, hvorfor folk taber sig hhv. tager på.
Historievidenskaben beskæftiger sig hverken med forudsigelser eller forskrifter, men analogien til slankekuren er alligevel nyttig, fordi den kommer meget tæt på det, der næsten altid er tilfældet i historien, nemlig at selv meget relevante og stærke teoridannelser kun forklarer en del af en historisk tildragelse eller tilstand.
En teori kan være meget gennemarbejdet, eksplicit og beregnet på at gælde i stor skala. Det gælder fx økonomiske teorier. Den kan også bare være en banal antagelse, som man ikke ænser, fordi den angår en detalje og forekommer at være så selvfølgelig. Mette Winge har berettet, hvordan hun i en historisk roman, hvis handling udspiller sig i det 18. århundrede, lod sin hovedperson iagttage en solsort i København. Winge fik en henvendelse fra en ornitolog, der kunne fortælle hende, at solsorten slet ikke var almindelig i byerne på dette tidspunkt. I dette tilfælde lå Winge altså under for den fejlagtige teori, at solsorte altid har været byfugle. På samme måde skal man som historiker være fx varsom med at antage, at en forståelsesmodel for råvarehandel i nutidens automatisk kan overføres til ældre tider.
Den fuldstændigt korrekte, velprøvede og præcise teori har ofte den ulempe, at den ikke gør os klogere. Hvis man spørger, hvorfor World Trade Center i New York styrtede sammen den 11. september 2001, er det fuldstændig korrekt at svare "På grund af tyngdeloven", men det hjælper os ikke til en forståelse af dette problemkompleks. Hvis man spørger, hvorfor den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, døde i 1914, er det et korrekt - og i et vist omfang relevant - svar, at skudsår i halspulsåren meget ofte medfører døden. Det er en veldokumenteret teori, der også gælder for dette tilfælde, men den er også som forklaringsmodel utilstrækkelig for forståelsen af attentatet i Sarajevo. Den gør os ikke klogere, end vi allerede var.
Mange historikere hævder, at de ikke giver sig af med at teoretisere, men at de blot beskriver tingene som de var. De har ofte det syn på teori, at den er virkelighedsfjern. Men man snyder sig selv og sine læsere, hvis man tror, at man som historiker kan undvære teoretiske overvejelser.
Det betyder ikke, at de skal fylde meget i teksten. En teori eller lovmæssighed som tyngdeloven kan betragtes som så selvfølgelig, at den slet ikke behøver at blive ekspliciteret. Når man i historievidenskaben fx beskæftiger sig med en eller flere af de pragske defenestrationer, tager man for givet, at når et menneske skubbes ud af et vindue, vil det også falde til jorden både i 1419, 1618 og 1948. Andre antagede lovmæssigheder udviser ikke den samme historiske konstans. Barndommen og døden er eksempler på tilsyneladende naturlige eller lovbetingede fænomener, der har deres historicitet.
En teori tjener også til at foretage mellemregninger og udfylde lakuner. Vi har jo nogle teorier om, hvad der driver folk. Det er fx ganske almindeligt at antage, at magt, sex, kærlighed og penge er hovedmotivet bag al menneskelig handling.Vi antager fx som grundregel, at en magthaver vil bruge så stor en del af sin magt, som det kræves, for at bevare sin magt. Hvis vi derfor hører om en statsminister er trådt tilbage og har overladt det til oppositionen at danne regering sådan som det var tilfældet med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, tager vi det for givet, at der var tale om, at de må have følt sig tvunget til det. Vi regner ikke som udgangspunkt med, at de gjorde det fordi de indså, at andre ville være bedre til at regere. Og hvis en topchef i en virksomhed eller en offentlig institution er trådt tilbage "efter gensidig overenskomst", kan vi være nogenlunde sikre på, at der er tale om en fyring. Eller kan vi? Kan der være tilfælde, hvor folk faktisk opgiver magten og den høje løn, fordi de har indset, at det ikke er noget for dem? Det er et åbent spørgsmål i mange tilfælde, men spørgsmålet kan først stilles, når man har ekspliciteret præmisserne for antagelsen.
Sigmund Freuds teorier var i mange år så dominerende, at man ganske enkelt tog det for givet uden at nævne det, at mennesket var bestemt af en (undertrykt) seksualdrift. Mange biografier er skrevet på den underforståede præmis, at seksualiteten var determinerende for den biograferedes liv. Men ikke overraskende har Freud ikke altid ret, og mennesket kan sagtens være drevet af andet end sex.
Teorier er altså også en slags bevidstgjorte fordomme. De er en øvelse i at eksplicitere egne forventninger og er derfor en væsentlig forudsætning for frugtbar forundring og kritisk skepsis. Den, der ikke har gjort sig klart, hvad man kan forvente, savner evnen til at undre sig over det, man faktisk støder på.
Det, der strider mod det vedtagne, er altså i første omgang det forklaringskrævende. Blandt besættelsestidsforskere er der fx enighed om, at den aktive modstand mod den tyske besættelsesmagt først langsomt voksede frem. Hvis man med den viden møder den påstand i erindringslitteraturen, at "jeg var modstandsmand fra den 9. april 1940", skal man ikke bare afvise den som falsk, men møde den med skepsis og søge dokumentation.
Det vedtagne er imidlertid heller ikke nødvendigvis det rigtige. De store forskningsresultater er som regel opgør med det vedtagne. Men så meget desto vigtigere det at gøre sig selv klart, hvad der er vedtagen teori. Af samme grund er en historisk afhandlings teoretiske elementer som regel at finde i forskningsdiskussionen. Her fastslås det, hvad de eksisterende teorier, antagelser og forklaringsmodeller er og derfra kan det afgøres, hvad man bør forvente og hvad man derfor også bør undre sig over, når teorien ikke stemmer overens med virkeligheden.
Teorier findes i alle størrelsesordner. Det kan være en teori om de fundamentale drivkræfter i historien fra begyndelsen til nu. Nogle historikere vil som nævnt forklare alle handlinger som udtryk for menneskeligt begær eller overlevelsesinstinkt. Den forklarer meget, men langt fra alting. Den kan fx ikke forklare opofrelse eller selvmord.
En teori i en lang mindre skala kronologisk og geografisk er teorien om den måleenhed, som bygmestrene brugte på danske middelalderkirker. Her kan det fx være en forklaring, at der har eksisteret en særlig sjællandsk måleenhed.
Det var i mange år en antagelse, at vikingeskibene, der fører råsejl, ikke kunne sejle særlig tæt op mod vinden. Det var en teori, der havde betydning for vurderingen af vikingernes handelsforbindelser og militære effektivitet. Som noget usædvanligt for en historisk teori lod den sig afprøve eksperimentelt, idet man ved at rekonstruere skibene fra Skuldelevfundene i Roskilde Fjord har erfaret, at deres sejlegenskaber var bedre end forventet. Det har ført til en revideret opfattelse af vikingetidens infrastruktur.
I en lidt større skala befinder Ernst Gellners teori om nationalismen sig. Den er også interessant, fordi den er et eksempel på, hvordan en teori godt kan have en funktion, selv om den ikke længere antages som gyldig. Gellner fortolkede nationalismen funktionalistisk, idet han betragtede den som en funktion af den industrielle revolution. Ikke mange er længere tilhængere af Gellners teori, for det viser sig, at nationalismen også opstod i førindustrielle samfund. Danmark er et godt eksempel. Ikke desto mindre hører Gellner stadig til klassikerne i nationalismeforskningen. Empirien tilbageviser Gellners teori. Men Gellner er stadig interessant, fordi han har haft afgørende indflydelse på nationalismeforskningens begrebsdannelse, og fordi hans - nu af de fleste forladte - teori har hjulpet andre forskere væsentligt til at skærpe deres egne forklaringsmodeller.
Teorien findes ikke som genre adskilt fra den almindelige historieskrivning. Teori er en abstraktion fra det konkrete eller det empiriske, men aldrig løsrevet fra dette. Nogle hævder, at Michel Foucault er teoretiker. Det er rigtigt, for så vidt mange af hans betragtninger er meget abstrakte, men mange af hans væsentligste iagttagelser er faktisk meget konkrete forstået på den måde, at de bidrager til forståelse af nogle specifikke fænomener inden for et velafgrænset område og et veldefineret tidsrum som f.eks. hans diskussion af den viktorianske seksualmoral. Det teoretiske potentiale i disse konkrete iagttagelser er f.eks. opgøret med den freudianske repressionshypotese. Foucaults iagttagelser har givet anledning til en revurdering af Freuds teori om sammenhængen mellem seksualitet og personlighed.
En teori kan være en forklarings- eller forståelsesmodel. En slankekur er på den måde et meget godt billede på en teori. En slankekur er en forskrift for, hvordan man taber sig, ofte uddraget af erfaringen, altså en overførsel fra det deskriptive til det normative. "Hvis du vil tabe dig, skal du undgå at spise x, men til gengæld spise y og i øvrigt foretage handling z, idet det har været iagttaget, at personer, der følger denne forskrift, taber sig." X kan da fx være kulhydrater, y proteiner og z motion.
Hvis man følger denne slankekur, men ikke taber sig, skyldes det så, at teorien er dårlig? Teoriens tilhængere vil naturligvis påstå, at det udeblevne vægttab skyldes, at man ikke har fulgt forskriften. Andre vil hævde, at teorien er utilstrækkelig, altså at den ikke giver en dækkende forklaring på, hvorfor folk taber sig hhv. tager på.
Historievidenskaben beskæftiger sig hverken med forudsigelser eller forskrifter, men analogien til slankekuren er alligevel nyttig, fordi den kommer meget tæt på det, der næsten altid er tilfældet i historien, nemlig at selv meget relevante og stærke teoridannelser kun forklarer en del af en historisk tildragelse eller tilstand.
En teori kan være meget gennemarbejdet, eksplicit og beregnet på at gælde i stor skala. Det gælder fx økonomiske teorier. Den kan også bare være en banal antagelse, som man ikke ænser, fordi den angår en detalje og forekommer at være så selvfølgelig. Mette Winge har berettet, hvordan hun i en historisk roman, hvis handling udspiller sig i det 18. århundrede, lod sin hovedperson iagttage en solsort i København. Winge fik en henvendelse fra en ornitolog, der kunne fortælle hende, at solsorten slet ikke var almindelig i byerne på dette tidspunkt. I dette tilfælde lå Winge altså under for den fejlagtige teori, at solsorte altid har været byfugle. På samme måde skal man som historiker være fx varsom med at antage, at en forståelsesmodel for råvarehandel i nutidens automatisk kan overføres til ældre tider.
Den fuldstændigt korrekte, velprøvede og præcise teori har ofte den ulempe, at den ikke gør os klogere. Hvis man spørger, hvorfor World Trade Center i New York styrtede sammen den 11. september 2001, er det fuldstændig korrekt at svare "På grund af tyngdeloven", men det hjælper os ikke til en forståelse af dette problemkompleks. Hvis man spørger, hvorfor den østrig-ungarske tronfølger, Franz Ferdinand, døde i 1914, er det et korrekt - og i et vist omfang relevant - svar, at skudsår i halspulsåren meget ofte medfører døden. Det er en veldokumenteret teori, der også gælder for dette tilfælde, men den er også som forklaringsmodel utilstrækkelig for forståelsen af attentatet i Sarajevo. Den gør os ikke klogere, end vi allerede var.
Mange historikere hævder, at de ikke giver sig af med at teoretisere, men at de blot beskriver tingene som de var. De har ofte det syn på teori, at den er virkelighedsfjern. Men man snyder sig selv og sine læsere, hvis man tror, at man som historiker kan undvære teoretiske overvejelser.
Det betyder ikke, at de skal fylde meget i teksten. En teori eller lovmæssighed som tyngdeloven kan betragtes som så selvfølgelig, at den slet ikke behøver at blive ekspliciteret. Når man i historievidenskaben fx beskæftiger sig med en eller flere af de pragske defenestrationer, tager man for givet, at når et menneske skubbes ud af et vindue, vil det også falde til jorden både i 1419, 1618 og 1948. Andre antagede lovmæssigheder udviser ikke den samme historiske konstans. Barndommen og døden er eksempler på tilsyneladende naturlige eller lovbetingede fænomener, der har deres historicitet.
En teori tjener også til at foretage mellemregninger og udfylde lakuner. Vi har jo nogle teorier om, hvad der driver folk. Det er fx ganske almindeligt at antage, at magt, sex, kærlighed og penge er hovedmotivet bag al menneskelig handling.Vi antager fx som grundregel, at en magthaver vil bruge så stor en del af sin magt, som det kræves, for at bevare sin magt. Hvis vi derfor hører om en statsminister er trådt tilbage og har overladt det til oppositionen at danne regering sådan som det var tilfældet med Anker Jørgensen og Poul Schlüter, tager vi det for givet, at der var tale om, at de må have følt sig tvunget til det. Vi regner ikke som udgangspunkt med, at de gjorde det fordi de indså, at andre ville være bedre til at regere. Og hvis en topchef i en virksomhed eller en offentlig institution er trådt tilbage "efter gensidig overenskomst", kan vi være nogenlunde sikre på, at der er tale om en fyring. Eller kan vi? Kan der være tilfælde, hvor folk faktisk opgiver magten og den høje løn, fordi de har indset, at det ikke er noget for dem? Det er et åbent spørgsmål i mange tilfælde, men spørgsmålet kan først stilles, når man har ekspliciteret præmisserne for antagelsen.
Sigmund Freuds teorier var i mange år så dominerende, at man ganske enkelt tog det for givet uden at nævne det, at mennesket var bestemt af en (undertrykt) seksualdrift. Mange biografier er skrevet på den underforståede præmis, at seksualiteten var determinerende for den biograferedes liv. Men ikke overraskende har Freud ikke altid ret, og mennesket kan sagtens være drevet af andet end sex.
Teorier er altså også en slags bevidstgjorte fordomme. De er en øvelse i at eksplicitere egne forventninger og er derfor en væsentlig forudsætning for frugtbar forundring og kritisk skepsis. Den, der ikke har gjort sig klart, hvad man kan forvente, savner evnen til at undre sig over det, man faktisk støder på.
Det, der strider mod det vedtagne, er altså i første omgang det forklaringskrævende. Blandt besættelsestidsforskere er der fx enighed om, at den aktive modstand mod den tyske besættelsesmagt først langsomt voksede frem. Hvis man med den viden møder den påstand i erindringslitteraturen, at "jeg var modstandsmand fra den 9. april 1940", skal man ikke bare afvise den som falsk, men møde den med skepsis og søge dokumentation.
Det vedtagne er imidlertid heller ikke nødvendigvis det rigtige. De store forskningsresultater er som regel opgør med det vedtagne. Men så meget desto vigtigere det at gøre sig selv klart, hvad der er vedtagen teori. Af samme grund er en historisk afhandlings teoretiske elementer som regel at finde i forskningsdiskussionen. Her fastslås det, hvad de eksisterende teorier, antagelser og forklaringsmodeller er og derfra kan det afgøres, hvad man bør forvente og hvad man derfor også bør undre sig over, når teorien ikke stemmer overens med virkeligheden.
Teorier findes i alle størrelsesordner. Det kan være en teori om de fundamentale drivkræfter i historien fra begyndelsen til nu. Nogle historikere vil som nævnt forklare alle handlinger som udtryk for menneskeligt begær eller overlevelsesinstinkt. Den forklarer meget, men langt fra alting. Den kan fx ikke forklare opofrelse eller selvmord.
En teori i en lang mindre skala kronologisk og geografisk er teorien om den måleenhed, som bygmestrene brugte på danske middelalderkirker. Her kan det fx være en forklaring, at der har eksisteret en særlig sjællandsk måleenhed.
Det var i mange år en antagelse, at vikingeskibene, der fører råsejl, ikke kunne sejle særlig tæt op mod vinden. Det var en teori, der havde betydning for vurderingen af vikingernes handelsforbindelser og militære effektivitet. Som noget usædvanligt for en historisk teori lod den sig afprøve eksperimentelt, idet man ved at rekonstruere skibene fra Skuldelevfundene i Roskilde Fjord har erfaret, at deres sejlegenskaber var bedre end forventet. Det har ført til en revideret opfattelse af vikingetidens infrastruktur.
I en lidt større skala befinder Ernst Gellners teori om nationalismen sig. Den er også interessant, fordi den er et eksempel på, hvordan en teori godt kan have en funktion, selv om den ikke længere antages som gyldig. Gellner fortolkede nationalismen funktionalistisk, idet han betragtede den som en funktion af den industrielle revolution. Ikke mange er længere tilhængere af Gellners teori, for det viser sig, at nationalismen også opstod i førindustrielle samfund. Danmark er et godt eksempel. Ikke desto mindre hører Gellner stadig til klassikerne i nationalismeforskningen. Empirien tilbageviser Gellners teori. Men Gellner er stadig interessant, fordi han har haft afgørende indflydelse på nationalismeforskningens begrebsdannelse, og fordi hans - nu af de fleste forladte - teori har hjulpet andre forskere væsentligt til at skærpe deres egne forklaringsmodeller.
torsdag den 14. august 2014
Hvad er en note?
Man støder ofte på den opfattelse, at noter er en hindring for læsningen af en tekst. Fra et videnskabeligt synspunkt er fraværet af noter imidlertid en hindring for læsningen af en tekst. En note udfylder den funktion at fortælle læseren, hvor forfatteren har sine oplysninger fra. Den er en serviceydelse til læseren.
Noter rummer som hovedregel kun henvisninger til anden litteratur og kildemateriale. Forklarende noter skal undgås, især hvis der er tale om løbende tekst. Nogle steder accepteres det, især hvis der er tale om at en del af forskningsdiskussionen lægges ned i noterne. Man kan fx henvise til Hansen som belæg for sit synspunkt og i samme note henvise til Jensen for alternative tolkninger af den givne sag. På den måde kan en perspektivering stenografisk fortættes. En note kan også friste til at få afløb for en digression, der ligger forfatteren vældig på hjerte, men ville forstyrre forløbet i brødteksten. Det er lidt af en smagssag. Men hovedreglen er, at hvis det er vigtigt nok til at anføre i fodnoten, er det vigtigt nok til at stå i brødteksten.
En akademisk tekst er kendetegnet ved, at den ikke blot rummer oplysninger, vurderinger, forklaringer, prognoser osv., men at den også er forpligtet til at gengive, hvor disse oplysninger, vurderinger, forklaringer prognoser osv. stammer fra.
Min tysklærer i gymnasiet, Hans Schjerning, sagde, at man ikke kender et tysk substantiv, før man kender dets genus. Man ved altså ikke, at pølse hedder Wurst, før man ved, at det hedder die Wurst. På samme måde kender man ikke en oplysning, vurdering, forklaring etc. til fulde, før man kender dens ophav. Hvis man fx stiller det uhyre interessante og relevante spørgsmål, hvorfor det var Europa, der udviklede moderne videnskab, teknologi og industri og ikke Kina, bør man også vide, at spørgsmålet først - eller i hvert fald grundigst - blev stillet af Joseph Needham. Det hedder af samme grund meget praktisk The Needham Question eller Problem.
Det diskvalificerer en akademisk tekst, hvis den ikke til fulde formår at føre regnskab over sin intellektuelle gæld. Det er et krav, der skal tages meget alvorlig. Hvis så meget som en sætning eller blot en håndfuld sammenhængende ord er citeret ordret fra en anden tekst, skal der anførselstegn omkring og en note skal angive, hvor sætningen kommer fra. Hvis man forsømmer at gøre det, udsætter man sig for beskyldning om plagiat. Det samme gælder så meget desto mere for bærende ideer, forklaringer, hypoteser, oplysninger, vurderinger, prognoser etc.
I forskningen i H.C. Andersens liv er det fx almindeligt at antage, at nogle særlige krydser i hans dagbog er fordækte bekendelser af seksuel selvtilfredsstillelse. Ikke alle, der gengiver denne teori om Andersens seksualliv, er lige flinke til at henvise til psykiateren Hjalmar Helwegs biografi om Andersen fra 1927, hvor teorien første gang blev introduceret, men når man kender ophavet til teorien, er det væsentligt nemmere at tage stilling til dens lødighed. På samme måde dukker der jævnligt den "afsløring" op, at Andersen i virkeligheden var homoseksuel. Hvor vidt det er sandt, er kun vanskeligt at tage stilling til, men man skylder sig selv at læse Vilhelm v. Rosens disputats om homoseksualismens historie, "Månens kulør", hvor han optrevler ophavet til rygtet om Andersens seksualitet.
En note viser med andre ord forfatterens anerkendelse af andres arbejde og er derfor ideelt set udtryk for forfatterens ydmyghed. I virkeligheden er vi akademikere ganske forfængelige. Hvis man som akademiker læser en tekst, der behandler et emne inden for ens eget forskningsfelt, vil man som det første gennemsøge noteapparatet for at se, om forfatteren har taget skyldigt hensyn til ens eget arbejde på området. Hvis ikke vil man være tilbøjelig til at betragte forfatteren som inkompetent og teksten som ubrugelig. Det er en psykologisk mekanisme, som spiller en rolle i det meget klientilistisk indstillede akademiske miljø, og som man derfor i mange situationer bør være opmærksom på.
Noten tjener også en funktion, der kan ligne ansvarsfraskrivelse. Hvis en oplysning er forkert, kan den ikke lægges forfatteren til last, så længe forfatteren gennem en fodnote kan vise, at den stammer fra en troværdig kilde. Hvis man ikke bare er ude på at pege fingre, men faktisk komme til bunds i sagerne, kan noter derfor også tjene til at lokalisere fejlkilder. Hvis man som forsker har mistanke om, at en oplysning etc. er fejlbehæftet på en eller anden måde, kan man ved hjælp af noterne ideelt set følge den tilbage til sin rod, og den oprindelige kilde til oplysningen etc. kan i bedste fald identificeres.
Noten tjener altså den kritiske læsers formål. Hvis man stiller sig skeptisk til en akademisk tekst, bør teksten have referencer af en kvalitet, der tilfredsstiller den skeptiske læsers ønske om belæg.
Der er ingen faste regler for, hvor trivielle eller små oplysningerne skal være, før de ikke kræver en note. Som tommelfingerregel kan man sige, at oplysninger, der forekommer i gængse og almindeligt tilgængelige opslagsværker, ikke skal have en note. At Christian IV var konge og at han døde i 1648 er så almindelig kendt, at det ikke bør belægges med en reference.
På den anden side ligger djævlen ofte i detaljen forstået på den måde, at videnskaben netop er kendetegnet ved at stille spørgsmål til det, der i øvrigt betragtes som trivielt, selvfølgeligt eller banalt. Den historiske mastekran på Holmen i København omtales stadig rutinemæssigt som Christian IV's Mastekran, og det kan man jo være tilbøjelig til at godtage som en triviel oplysning, der ikke skal kvalificeres yderligere, men den er ikke triviel. Den er forkert. (se Marinehistorisk Tidsskrift 2010, s. 14)
Det var så et eksempel på en oplysning, der krævede en note. Noten har jeg her givet en uortodoks, men i øvrigt ikke ubrugelig form, idet jeg blot har henvist til et tidsskrift uden artikel eller forfatter og har gjort det i en parentes i selve teksten, hvilket ikke er helt så sædvanligt i historievidenskaben. Men noten er tilstrækkelig. Det er ingen kunst at finde Marinehistorisk Tidsskrift for det pågældende år. Notens formål er at give læseren oplysninger nok til at finde belægget på et relevant bibliotek, på det angivne arkiv eller fra en anden kilde, typisk en elektronisk ressource på nettet. Det er altså ikke nok, at en note angiver "Berlingske Tidende", "Rigsarkivet" som henvisning. Man skal i førstnævnte tilfælde have datoen for avisens udgivelse (og evt sidetal, hvis det er en søndagberlinger) og i sidstnævnte have oplysninger nok til at den relevante arkivkasse og også gerne læg kan bestilles på arkivets læsesal. For de elektroniske ressourcer anvendes typisk hele URL'en sammen med datoen for, hvornår den er læst.
Med hensyn til notens praktisk udformning er det ikke vigtigt, hvilken konvention man følger, men at man følger den konsekvent. Der findes mange forskellige måder at udforme en note på. I naturvidenskaberne anvendes typisk Harvard eller Vancouver System of Referencing. Jeg følger selv forskriften fra Historisk Tidsskrift, der anvender fodnoter, men man kan også bruge slutnoter, noter i teksten (typisk Harvard) eller en helt tredje (fx http://www.temphist.dk/?page_id=24) bare man følger den konsekvent.
Noter rummer som hovedregel kun henvisninger til anden litteratur og kildemateriale. Forklarende noter skal undgås, især hvis der er tale om løbende tekst. Nogle steder accepteres det, især hvis der er tale om at en del af forskningsdiskussionen lægges ned i noterne. Man kan fx henvise til Hansen som belæg for sit synspunkt og i samme note henvise til Jensen for alternative tolkninger af den givne sag. På den måde kan en perspektivering stenografisk fortættes. En note kan også friste til at få afløb for en digression, der ligger forfatteren vældig på hjerte, men ville forstyrre forløbet i brødteksten. Det er lidt af en smagssag. Men hovedreglen er, at hvis det er vigtigt nok til at anføre i fodnoten, er det vigtigt nok til at stå i brødteksten.
En akademisk tekst er kendetegnet ved, at den ikke blot rummer oplysninger, vurderinger, forklaringer, prognoser osv., men at den også er forpligtet til at gengive, hvor disse oplysninger, vurderinger, forklaringer prognoser osv. stammer fra.
Min tysklærer i gymnasiet, Hans Schjerning, sagde, at man ikke kender et tysk substantiv, før man kender dets genus. Man ved altså ikke, at pølse hedder Wurst, før man ved, at det hedder die Wurst. På samme måde kender man ikke en oplysning, vurdering, forklaring etc. til fulde, før man kender dens ophav. Hvis man fx stiller det uhyre interessante og relevante spørgsmål, hvorfor det var Europa, der udviklede moderne videnskab, teknologi og industri og ikke Kina, bør man også vide, at spørgsmålet først - eller i hvert fald grundigst - blev stillet af Joseph Needham. Det hedder af samme grund meget praktisk The Needham Question eller Problem.
Det diskvalificerer en akademisk tekst, hvis den ikke til fulde formår at føre regnskab over sin intellektuelle gæld. Det er et krav, der skal tages meget alvorlig. Hvis så meget som en sætning eller blot en håndfuld sammenhængende ord er citeret ordret fra en anden tekst, skal der anførselstegn omkring og en note skal angive, hvor sætningen kommer fra. Hvis man forsømmer at gøre det, udsætter man sig for beskyldning om plagiat. Det samme gælder så meget desto mere for bærende ideer, forklaringer, hypoteser, oplysninger, vurderinger, prognoser etc.
I forskningen i H.C. Andersens liv er det fx almindeligt at antage, at nogle særlige krydser i hans dagbog er fordækte bekendelser af seksuel selvtilfredsstillelse. Ikke alle, der gengiver denne teori om Andersens seksualliv, er lige flinke til at henvise til psykiateren Hjalmar Helwegs biografi om Andersen fra 1927, hvor teorien første gang blev introduceret, men når man kender ophavet til teorien, er det væsentligt nemmere at tage stilling til dens lødighed. På samme måde dukker der jævnligt den "afsløring" op, at Andersen i virkeligheden var homoseksuel. Hvor vidt det er sandt, er kun vanskeligt at tage stilling til, men man skylder sig selv at læse Vilhelm v. Rosens disputats om homoseksualismens historie, "Månens kulør", hvor han optrevler ophavet til rygtet om Andersens seksualitet.
En note viser med andre ord forfatterens anerkendelse af andres arbejde og er derfor ideelt set udtryk for forfatterens ydmyghed. I virkeligheden er vi akademikere ganske forfængelige. Hvis man som akademiker læser en tekst, der behandler et emne inden for ens eget forskningsfelt, vil man som det første gennemsøge noteapparatet for at se, om forfatteren har taget skyldigt hensyn til ens eget arbejde på området. Hvis ikke vil man være tilbøjelig til at betragte forfatteren som inkompetent og teksten som ubrugelig. Det er en psykologisk mekanisme, som spiller en rolle i det meget klientilistisk indstillede akademiske miljø, og som man derfor i mange situationer bør være opmærksom på.
Noten tjener også en funktion, der kan ligne ansvarsfraskrivelse. Hvis en oplysning er forkert, kan den ikke lægges forfatteren til last, så længe forfatteren gennem en fodnote kan vise, at den stammer fra en troværdig kilde. Hvis man ikke bare er ude på at pege fingre, men faktisk komme til bunds i sagerne, kan noter derfor også tjene til at lokalisere fejlkilder. Hvis man som forsker har mistanke om, at en oplysning etc. er fejlbehæftet på en eller anden måde, kan man ved hjælp af noterne ideelt set følge den tilbage til sin rod, og den oprindelige kilde til oplysningen etc. kan i bedste fald identificeres.
Noten tjener altså den kritiske læsers formål. Hvis man stiller sig skeptisk til en akademisk tekst, bør teksten have referencer af en kvalitet, der tilfredsstiller den skeptiske læsers ønske om belæg.
Der er ingen faste regler for, hvor trivielle eller små oplysningerne skal være, før de ikke kræver en note. Som tommelfingerregel kan man sige, at oplysninger, der forekommer i gængse og almindeligt tilgængelige opslagsværker, ikke skal have en note. At Christian IV var konge og at han døde i 1648 er så almindelig kendt, at det ikke bør belægges med en reference.
På den anden side ligger djævlen ofte i detaljen forstået på den måde, at videnskaben netop er kendetegnet ved at stille spørgsmål til det, der i øvrigt betragtes som trivielt, selvfølgeligt eller banalt. Den historiske mastekran på Holmen i København omtales stadig rutinemæssigt som Christian IV's Mastekran, og det kan man jo være tilbøjelig til at godtage som en triviel oplysning, der ikke skal kvalificeres yderligere, men den er ikke triviel. Den er forkert. (se Marinehistorisk Tidsskrift 2010, s. 14)
Det var så et eksempel på en oplysning, der krævede en note. Noten har jeg her givet en uortodoks, men i øvrigt ikke ubrugelig form, idet jeg blot har henvist til et tidsskrift uden artikel eller forfatter og har gjort det i en parentes i selve teksten, hvilket ikke er helt så sædvanligt i historievidenskaben. Men noten er tilstrækkelig. Det er ingen kunst at finde Marinehistorisk Tidsskrift for det pågældende år. Notens formål er at give læseren oplysninger nok til at finde belægget på et relevant bibliotek, på det angivne arkiv eller fra en anden kilde, typisk en elektronisk ressource på nettet. Det er altså ikke nok, at en note angiver "Berlingske Tidende", "Rigsarkivet" som henvisning. Man skal i førstnævnte tilfælde have datoen for avisens udgivelse (og evt sidetal, hvis det er en søndagberlinger) og i sidstnævnte have oplysninger nok til at den relevante arkivkasse og også gerne læg kan bestilles på arkivets læsesal. For de elektroniske ressourcer anvendes typisk hele URL'en sammen med datoen for, hvornår den er læst.
Med hensyn til notens praktisk udformning er det ikke vigtigt, hvilken konvention man følger, men at man følger den konsekvent. Der findes mange forskellige måder at udforme en note på. I naturvidenskaberne anvendes typisk Harvard eller Vancouver System of Referencing. Jeg følger selv forskriften fra Historisk Tidsskrift, der anvender fodnoter, men man kan også bruge slutnoter, noter i teksten (typisk Harvard) eller en helt tredje (fx http://www.temphist.dk/?page_id=24) bare man følger den konsekvent.
Abonner på:
Opslag (Atom)